Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
168
»Jeg har ogsaa Tændstikker,« sagde han, som hed
Edvard. »De er i min Hue.«
»Kom med Huen.«
I Stedet for at række Onkel Huen, en Filthue saa
stor som en tyrkisk Turban, rakte Edvard ham en
Tændstikæske,
»Gud ske Lov,« sagde Onkel. »Nu vil vi da
foreløbig ikke komme helt i Mørke. Men Maden? Har
nogen noget spiseligt hos sig?«
»Jeg har et lille Brød i Lommen,« sagde jeg og
vilde tage det frem, men stak kun Haanden ned i en
vaad Grød — det var opblødt af Vandet.
»Er der ingen, som har mere?« spurgte Onkel igen.
»Er du sulten?« spurgte Viktor i Stedet for Svar.
»Jeg spørger ikke for min Skyld, men for Remis
og Edvards — de to skulde have delt Brødet.«
»Sikken en Uretfærdighed,« raabte den lille,
ivrige Karl. »Her er vi alle lige.«
»Nej, min Ven, det er vi slet ikke,« svarede Onkel
rolig. »Det er ikke mig, som byder dette, men Livets
Lov, den Lov, som siger, at de yngste Mennesker har
mindst Modstandskraft, Remi er kun et Barn, og
Edvard knap tyve Aar, den yngste af os: Mænd. Altsaa
tilkommer det de to at faa, hvad vi har, hvis det ikke
er saa meget, at vi alle kan blive mætte.«
»Altsaa,« ytrede Edvard efter nogen Overvejelse,
»hvis j e g havde et Stykke Brød, skulde jeg og Drengen
der dele det?«
»Ja, afgjort!«
Edvard tav atter lidt, saa tog han et Stykke Brød
frem af sin Hue og sagde skamfuld:
»Her er noget.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
