Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jernbanevesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
530
Selve forhandlingerne, som i hovedsagen dreiet sig om an
leg for engelsk eller norsk regning, médtog 4 møder i dagene
fra 13—15 mars. I kort resume hidsettes:
Præsidenten (Aall) antog det ufornødent uden bestemt for
langende at oplese de indkomne adresser, da disse fornylig var ind
taget i aviser. Hauge forlangte oplesning. Adressen fra Christi
ania handelsstand gik ud paa: protest imod jernbanekomitéflertallets
indstilling om, at privatsubskription paa 1 mil. spd. skulde stilles
som betingelse for statens medvirken til jernbaneanlegget. Betingel
sen var urimelig og vilde medføre en overanstrengelse, gjort i entu
siastisk rus, som vilde blive efterfulgt af en for lange tider økono
misk lammelse, istedetfor de lyse forhaabninger om opkomst. Jern
baneforetagendet sigtet ikke paa rentebærende lønsomhed, men paa
indirekte fordel for borgerne og hermed for det hele samfund. En
lammelse vilde umuliggjøre at nyttiggjøre sig banen. Foretagendet
vilde blive en spekulation over evne. Heller ikke staten vilde saa
ledes taa nogen valuta for sit tilbud. Jernbaner burde overhodet
ikke være et objekt for privat spekulation. Vi var et fattig folk,
som, henvist til at leve for dagen, ikke uden følelig savn og tab
kunde bortdrage vor sparsomme kontantkapital kra dagens behov.
Omveltningerne fra 1848 gjorde stillingen for mange fremdeles
endnu vanskeligere. Den private kapital, som var tegnet, maatte
til for at kunne gjøre regning paa statens medvirken. Statens til
skud var vel beføiet til et foretagende med Baa vidtrekkende følger
for det hele land. Intet kommunikationsforetagende hidtil i landet
taalte samligning med jernbanen. Midlet, som dertil vistnok ogsaa
vilde give direkte renteindtegt, var derfor ikke for kostbart for øie
medet.
Schweigaard forlangte ordet og gav en udsigt over sagens
stilling i komiteen. Inden denne havde man været enig i ét pirnkt,
at forkaste Wiigs forslag, vandvei mellem Øiern—Mjøsen, «dette
som saa lenge havde foresvevet Menneskenes Tanker». Forøvrig var
forskjellen mellem propositionen og de øvrige forslag den, at man
med propositionen kom saaat sige med henderne fulde af penge,
mens man med de øvrige forslag i langt høiere grad maatte trekke
paa statens midler. Lerche holdt paa sit forslag fremfor noget
andet. Engelskmendenes penge vilde blive dyrere end de norske.
Engelskmendene vilde vistnok ikke taa formeget, men nordmendene
for lidet. Manglet vi teknisk dygtighed, kunde vi hente frem
mede ingeniører. Stephenson havde faaet for stor myndighed.
Sikkerheden i de 60 000 £ i aktier var i realiteten ingen. Politisk
samstød kunde tenkes. Englenderne kunde komme til at blive os
nye Hanseater. Han vilde ikke drage pengene ud fra norsk næ
ringsliv, men tenkte sig, at staten kunde optage et laan paa 2 mill.
I 1848 havde ikke regjeringen tenkt paa nødvendigheden af engel
ske penge. Hagerup hevdet, at det engelske tilbud gav sikker
hed mod overskridelse. I Frankrig havde denne beløbet sig til ind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
