Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
udelukkelse at — hvad der inden bureaukratiske og kapital
aristokratiske hold kanske helst ønskedes — saa dog ved siden
af 17. mai og som den egentlige dag for Norges selvstendighed.
Til at opnaa dette blev den første 4. novemberfest afholdt i 1854’
40-aarsdagen for riksakten.
Festen i frimurerlogen skildres som høistemt. Studentersamfundet
havde givet sin enstemmige tilslutning. Alle samfundsklasser var
tilstede, gamle og unge. Man var samlet ikke mindst for at hylde
den gamle unionskonge. Festsangen — «Hvor mNZti^t er det Sam
livsbilled, som du af Mulmet kaldte frem, da du for bolde Brødre
stilled det store, hele Fædrehjem» — Zik paa den svenske national
sangs melodi. Dunker holdt talen for «dagens helt», Carl Johan,
(hvis støtte samme dag reistes i Stokholm): Lindormen, den afskye
lige, fabeldyret, som før havde faaet folk til at tro, at Norge og
Sverige var adskilt, var nu drebt af kjempen, Carl Johan, som var
hentet op fra Frankrig.
I Isdkt at ti 2HI- viste det sig, at planen var fuldt ud lyk
kedes, saa 50-aars jubileet 4. november i 1864 kunde fremtrede
i al eftertrykkelighed som en folkets festdag. Forberedelserne
var mange og store, og alt var vel. Om festsangen at Bjørnson,
kom det imidlertid alligevel til überegnet at skurre frem en dis
harmoni. Enigheden var altsaa ikke saa absolut alligevel. Atter
var der nemlig kommet et nyt element md i folkebevidstheden.
Det kunde være en grense, var der dem, som mente, for til
bedelsen af unionen med det ene land, Sverige. Det kunde være
af større baade politisk og kommerciel betydning at aßßooi6r6 sig
ogsaa med det tredje af Nordens lande, Danmark. Og dette var det,
som havde faaet et udslag i det sidste vers i festsangen. Svenskeopini
onen var imidlertid ikke med herpaa og var ikke tilfredsstillet selv
med en unionspanegyrik, som den i sangens 6te vers: «I femti
Aar vi lærte hverandres Sæd og Bkili, og nu dk^vnHts Hjertet at
tale ri^ti^ med. Vi Ber det ud at Øiet, nu vi er begge glad,
hvad Gud har sammenføiet, kan mer ei skilles ad»,
— den i det sidste verß indeholdte skandinaviske og danske tanke,
«Der er en Spaadomsevne i Folkeaandens Trang: Norrønastam
mens Stevne til Stordaad end engang. Den Festdag, som vi
feirer, er en Løftets Dag. Den synker ei, den seirer, vort Blods,
vor Stammes Sag» — kunde støde Sverige, hvilket Baa meget min
dre maatte ske, som prinsen skulde komme hid fra Sverige og
personlig være tilstede ved festen. Festkomiteen forlangte derfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
