Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
hensyn (se kartet I 100), kunde, som bekjendt, blive realisert, da
den gamle stad 17/s 1624 var gaaet op i flammer (I 98). — For
øvrig tør det, omend mer i forbigaaende, bemerkes, at Oslo i sin
naturlige udviklings medfør selv havde begyndt sin overgang over
elven allerede før 1624. Den kongelige absolutiske foregribende
tvangsforanstaltning betød saaledes ikke en ny og anden by, men
bare en ulykkelig tilbagegang i den gamle byes traditionelle udvik
ling. Den overflyttede bys, Christianias, udvikling stod jo, saaledes
som det viste sig, praktisk talt stille i endog et par hundrede aar.
D. v. s. den gamle stads udviklingsaarer var afbrndt, saa der treng
tes en langvarig oparbeidet tradition til, inden den gamle stad paany
igjen kunde komme i fart.
i.
For saavidt at «reparere» paa de ved flytningen opstaaede øko
nomiske vanskeligheder, var det, at de overflyttede nødlidende bor
gere, iflg. eget andragende, ved kongebrev af 10/5 1629 flk sig over
draget en bymark. Den skulde være et vederlag for den bymark
til «Ågre og Græsning», borgerne før havde havt omkring Oslo,
omend rigeligere i omfang end denne. Herom kan det imidlertid
ikke forbigaaes, at den overdragne bymark ikke er at opfatte som
nogen gave eller undtagelsesvis indrømmelse. For det første betød
den nemlig igrunden bare et mageskifte med den gamle mark, som
kongen disponerte paa anden maade, hvortil der tillige kom, at en
bymark o: en jordalmenning, i de dage traditionelt i Norge og i andre
land som et nødvendig appendix, tilhørte alle byer, lidet eller ikke
kommercielt tilknyttet for landmandsprodukter som disse i de tider
var med bygderne omkring sig. Naar kongen derfor overhodet
havde tåget sig for at «lage» en by, maatte han derfor, som selv
sagt, ogsaa tilveiebringe i ethvert fald det nødtørftigste til livsophold
for dens beboere. — Den nye bymark, som ansaaes for ikke syn
derlig skikket til opdyrkning, for en stor del opfyldt af bergknauser,
eller bevokset med kratskog og gjennemstrømmet af bækkefar og
inden den blev hovedstad, — i borgerkrigenes tid, .1130—1240, havde den
saaledes oplevet forbittrede kampe i sine gader, tronprætendenter imellem,
hvoraf én, en dansk konge, endog brendte byen ned, — fra 1300 gik det han-
seatiske herredømme (I 208), i skikkelse af «Rostockerne», heller ingenlunde byen
überørt forbi, — i 1349—60 herjet «Svartedauen» der med stort mandefald.
Og fremdeles, ogsaa efterat Oslo var blevet hovedstad, var dens dage heller ikke
altid lyse, — i 1500 lyder dens klageraab saaledes, at byens tildligere 6—600
velhavende borgere (som en følge af Rostockernes langtrekkende herredømme
og overgreb) var gaaet ned til et sørgelig antal paa 60—80 og dertil «husarme
fattige mend». — Og videre nedover i tiden føies der til dens lidelseshistorie,
at den i Svenskekrigen 1567 maatte for ikke at falde i fiendens hender paany
legges i aske, — og fremdeles ikke nok hermed, da byen ved sin naturlig ibo-
ende livsbetingelse- og kraft, trods alt atter og atter havde evnet igjen at
reise sig, og i 1600 til et hidtil uovertruffet blomstrende liv, kom ulykken
paany og igjen i form af en nedbrendt by. Og denne gang heller ikke alene
dette, saa det sidste skulde blive det værste, — det var en dansk konge, som
fandt paa, at Oslo fra nu af skulde helt ophøre endog at eksistere, og flyttet
den over Bjørviken. Det var i 1624.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
