Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIV. Hvorfor Italiens fyrster har tabt sine stater - XXV. Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og hvorledes man kan kjæmpe mod den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sm —-—— 2
107
baaret kronen i mange aar, naar de senere tabte
den, ikke anklage lykken, men sin egen træghed.
De havde aldrig i rolige tider tænkt paa at ti-
derne kan forandre sig (det er en almindelig feil
hos menneskene ikke at tænke paa storm i stille
veir), og tænkte derfor, da senere de onde tider
kom, kun paa at flygte og ikke paa at forsvare
sig; de haabede at folket, kjed af seierherrernes
overmod, skulde kalde dem tilbage. Dette er godt
nok, naar der ikke er andet at gjøre, men det er
saare ilde at have forsømt andre midler for dette,
thi man finder aldrig paa at falde fordi man tror
siden at skulle finde en der kan løfte en op igjen.
Enten gaar det ikke saa, eller hvis det hænder,
er det lidet betryggende for dig, da forsvaret har
været usselt og ikke beroet paa dig. Thi kun
det forsvar er godt, er sikkert, er varigt, som
hviler paa dig selv og din egen kraft.
Kapitel XX V.
Hvad lykken formaar i de menneskelige anliggender, og
hvorledes man kan kjæmpe mod den.
Det er mig ikke ukjendt, at mange har haft
og har den mening, at denne verdens ting styres
saaledes af skjæbnen og af Gud, at menneskene
med al sin kløgt ikke formaar at lede deres gang,
ja er aldeles raadløse; og derfor kunde man mene,
at man ikke burde stræve synderlig med noget,
men lade sig lede af skjæbnen. Denne mening
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
