Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Udlændighedens Afslutning. 22
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra en anden Fest i Kaiserhof, nemlig Afskedsgildet
for den amerikanske Gesandt Mr. White og mindede
om, hvorledes den Gang Berthold Auerbach i løftet
Stemning havde udtalt begejstrede Ord om de fælles
Baand, der knytter Folkene sammen, om den Kæmpeharpe,
der er spændt over Verdenshavet til Folkeslagene
hinsides Oceanet. Saaledes turde vel ogsaa han,
omend i mindre ophøjede Ord, tale om Forbindelsen
mellem Tyskland og Danmark, der, skønt ofte afbrudt
og sønderreven, dog stedse paany var bleven knyttet,
og om hvilken Brandes personlig stod for os som
et Vidnesbyrd. Ligesom engang i dette Aarhundredes
Begyndelse Oehlenschlager og Baggesen havde havt en
Part i den tyske Literatur og staaet den nær, saaledes
ogsaa nu Brandes, og ligesom hine havde modtaget
straalende Lys fra den store Sol Goethe, saaledes
turde ogsaa en væsenlig Del af hans Virksomhed føres
tilbage til Goethe. Brandes havde i sin Afhandling
Goethe og Danmark, der ikke blot yder Læseren en rig
Belæring, men tillige bringer ham i Stemning, anført
et Ord af Auerbach, som denne selv har dannet, nemlig
Udtrykket goethemoden. Brandes var selv goethemoden,
han hørte til den store europæiske Menighed, der
samler sig om Tysklands første Digter, og den, der
hører hin til, hører ogsaa os til.
Med Scherers Tale var den første af de "fire
officielle Skaaler" udbragt, som Dr. Kapp, der førte
Forsædet ved Gildet, paa sin energiske Maade havde
bebudet, og ved hvis Anmeldelse en let Gysen havde
gen-nemfaret Forsamlingen. Men enhver Frygt for en
Oversvømmelse af Skaaler blev til intet; det blev
virkelig ved de fire foruden Hædersgæstens Tale,
og de blev alle modtaget med den taknemmeligste
Opmærksomhed. Ikke blot Indholdet af hver enkelts
Tale, men ogsaa Maaden, hvorpaa den blev foredraget,
vakte den mest levende Deltagelse: Scherer talte som
den lærde Fagmand, med Ordet fuldstændig i sin Magt
og med mange fine enkelte Bemærkninger, Rodenberg med
digterisk Patos og skønt formede Billeder, Brandes paa
en elskværdig Maade og i en Tone, som om han personlig
henvendte sig til enhver af de tilstedeværende, der
fortryllede Alle; Loewe-Bochum med Overbevisningens
brede Brysttone, med varm og fyldig Veltalenhed;
tilsidst Lazarus med en Filosofs smilende Ro, der dog
klart lod den Del, Hjertet havde i hans Udtalelser,
komme tilsyne.
Det er umuligt for os at optegne alle disse Taler
saaledes som deres indre Værd kunde fortjene det. Vi
kan kun antyde, men ikke udførlig gengive, hvorledes
Rodenberg i klare faste Træk tegnede den danske
Literaturs Udvikling siden Aarhundredets Begyndelse,
hvorledes han opstillede en skøn Sammenligning mellem
de Kulturbølger, der strømmer ind over Landet, og
Østersøens og Vesterhavets Vover, der snart sprøjter
med vældigt Skum over det smalle Land, snart uvillig
viger tilbage;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
