Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg, et Festskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holberg og Moliére
101
Vaabendragt, der aldrig trykker den - og ved denne
lykkelige Overensstemmelse rustes denne Aand, saa
den bliver den herskende i sit Lands Kultur.
Det er ikke for meget sagt, at det klassiske Panser
aldrig trykker ham. Imidlertid, det kan blive ham
for snevert, og da ser vi ham kaste det. Det er
jo fra første Færd af en Vaabendragt for romanske
Folk. Moliére bærer den med uendelig Gratie, lige
ledigt til Kamp og Fest. Den lykkelige! Lykkelig
i al sin Ulykke! Han var ved Kilden. Han forefandt
omkring sig Verdens første Hof, Tidens ypperste og
sletteste Selskab, havde Europas højest og finest
udviklede Sprog til sin Raadighed og beherskede det
fuldendt. Han fandt desuden med sit rige Sind Udtryk
for den dybe Følelse, den ædle Harme, for Sværmeri
og Elskov ikke mindre end for Lune og Vid. Han
kunde naa op til Alcestes ophøjede Menneskeforagt,
hvor Holberg maatte blive staaende ved Philemons
ærbare Selvforsvar; han kunde skildre Tartuffe i
al hans uhyggelige Storhed, hvor Holberg maatte
nøjes med at male den lille visne Hykler Jeronimus
i Pernilles korte Frøikenstand. Selv om Holberg i
Følelsens Dybde og Inderlighed, i Erotikens Glød og
Duft havde kunnet maale sig med Moliére, maatte han
dog i Udtrykkets Finhed og Ynde staa langt tilbage
for ham, stillet, som han var, i et halvciviliseret
Land med et uudviklet Sprog. I Lune og Overgivenhed
derimod maaler han sig med ham (man tænke paa Ulysses
von Ithada\ i Dybde er han stundom hans Ligemand;
men der er et Punkt, hvor han overgaar ham.
Vi saa’, hvorledes Holberg i Forsvaret for Tigellius
stiller det Spørgsmaal, hvorledes det gaar til at
helt uensartede Egenskaber kan forenes i et og samme
Menneske, og hvorledes han i Den Vægelsindede famler
med Opgaven at forene alle Sider, selv de indbyrdes
modsigende, af en menneskelig Karakter, men ogsaa at
han hurtigt i Klassicismens Aand og paa Moliéres Vis
tyr til at bygge Karakteren over en enkelt, herskende
Egenskab, i hvilken alt gaar op.
Og dog - stundom er det, som om Racetilbøjeligheden
i ham gjorde Modstand imod denne romanske Synsmaade
og Fremgangsmaade, der er siniplere, men mindre
omfattende og mindre tilfredsstillende, og vi
møder da hos ham den fuldstændige Iagttagelse og
den fuldstændige Fantasi, som vi aldrig træffer paa
hos Moliére. I sine Skuespils Anlæg, i Sceneføringen
fjerner Holberg sig aldrig fra det klassiske Mønster,
men vel i Karaktermaleriet. Det er, hvor han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
