Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Schack Staffeldt (1769–1826)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Schack Staffeldt
325
efter plejede at betegne ham i Modsætning til hans
Forgænger og Navnefælle som «de dulle (den gale)
Staffeldts
Da Staffeldt i 1813 ombyttede det mindre Embede i
Cismar
<*s
med Posten som Amtmand over Gottorp Amt og
Overdirektør i Slesvig, altsaa opnaaede en for
en Mand, der havde været skabt til Embedsbanen,
misundelsesværdig Livsstilling, vedblev hans
sjælelige Tilstand at være ligesaa unaturlig,
sørgelig, ufrugtbar udadtil og utilfredsstillende for
ham selv. Ja man kan sige, at Staffeldts sidste ti
Leveaar kun betegner hans lange Dødskamp som Digter.
Han satte stor Pris paa sit Embedes Magtfuldkommenhed,
stræbte som i Cismar at udvide den og kom som
der i Strid med de øvrige Myndigheder. Med den
Trang, han stedse havde, til at se sin Gerning i
et skønnere Lys, plejede han at betegne sit Amt
som < Normalamtet>. Han var i høj Grad nøjagtig,
hævdede at der for Forretningsmanden ikke gaves
Smaating, og anførte tidt det franske Mundheld: . «
Bagateller hævner sig. > Han var i høj Grad formel,
sagde ofte, at Form var ikke Form men Sagen selv,
anvendte den yderste Opmærksomhed paa det skriftlige
Udtryk og uddannede sin tyske Forretningsstil til
det Mønsterværdige af Nøjagtighed og Fasthed. Og som
lian ved Poetens Forgudelse af Formen adlede det af
hans Stemning medførte Pedanteri, saaledes indblandede
han ogsaa Digterens ideale og i større Forstand naive
Syn paa Sagerne i Amtmandens Dommer-virksomhed. Hans
Uegennyttighed var saa stor, at han ofte gav Summer
af sin egen Lomme for at udjævne Forskellen mellem
Parternes Tilbud og Fordring og saaledes bringe dem
til Forlig.
Hans fuldkomne Redelighed, hans Foragt for Vindesyge,
hans ubetingede Uegenn3rttighed kunde dog saa lidt
som hans Aandsoverlegenhed fængsle Omgivelserne til
ham. Dertil manglede hans Sind i altfor høj Grad
Ligevægt, dertil var hans Stolthed for afvisende
og hans Bitterhed for saarende og hensynsløs. I
Byen Slesvig mente han ikke at være forstaaet
af Nogen. Enkelte Venner, som han vandt, reves
tilfældigvis tidligt bort af.Døden, og senere hen
fandt han ingen Venner mere, da han ingen søgte. I
Selskabslivet deltog han ikke, da han betragtede
Byens Selskaber som «øde Stepper >. I sin Stolthed
af medfødte, nedarvede Fortrin troede han ikke der
i Egnen at kunne linde nogen Jævnbyrdig: Der var vel
nogle enkelte af ligesaa gammel Adel, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
