Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - VI. Polens romantiske Literatur i det nittende Aarhundrede - IV. Mickiewicz og Goethe. Faris og Oden til Ungdommen. Mickiewicz's Ungdom. Mickiewicz og Pusjkin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228 Indtryk
fra Polen
Ordene er, som forskellige indre Kendetegn viser,
i Virkeligheden af Mickiewicz, ikke af den russiske
Digter, han har lagt dem i Munden. Pusjkin paa sin
Side skrev senere om dette Møde i Petersborg et Digt,
der først blev trykt fire Aar efter hans Død i 1841,
og som, da det paa hin Tid var umuligt at nævne
Mickiewicz’s Navn i Rusland, blot overskreves Til
M. Deri hedder det:
Han var vor Gæst. Midt i en Stamme, der var ham
fremmed, nærede han intet Had til os. Og vi paa
vor Side elskede ham. Stilfærdig og venlig satte
han sig ved vort Bord. Vi udvekslede med ham
forhaab-ningsfulde Drømmerier og Sange. Han nærede
en himmelsk Begejstring og saa ned paa Livet som fra
oven af. Ofte talte han om en stor Fremtids Dage,
da Folkene skulde glemme deres indbyrdes Tvedragt
og enes i en eneste Slægt. Vi hørte begærligt
paa hans Spaadomme. Saa drog han til Vesten, og
vore Velsignelser fulgte ham paa Vej. Men nu er vor
fredelige Gæst bleven vor Fjende; i sine Vers smigrer
han den Hob, som hører ham, og lovsynger Hadet. Hans
Stemme naaer til os fra det Fjerne. O Gud! giv Freden
tilbage til hans forbitrede Hjerte!
Der er, som man ser, ikke Skygge af nogen personlig
Misstemning i denne Udtalelse, i hvilken Mickiewicz’s
senere Holdning er bedømt som den fra russisk
Synspunkt maatte opfattes. En endnu varmere
Medfølelse besjæler den Artikel, som Mickiewicz
ved Efterretningen om Pusjkins Død indrykkede i det
franske Tidsskrift Le Globe, Trods al den Tiltrækning
til hinanden, de paa et vist Tidspunkt i deres Liv
følte, og trods deres fælles Nedstamning fra Byron,
var og blev de imidlertid forsaavidt Modsætninger som
Pusjkin i hele sit Væsen var en Digter for de Faa,
en Foragter af de Mange, Mickiewicz derimod i sit
dybeste Hang var en Aand, der gik op i sit Folk. For
Pusjkin betydede det at blive national det Samme
som Udsoning med Magthaverne, Brud med Frihedstro og
Fremtidstro for Europa. Mickiewicz derimod blev kun
national ved Løsrivelse fra ethvert Forhold til det
officielle Rusland og ved et lyst Sværmeri, der staar
i skarpeste Modsætning til Pusjkins stedse stigende
Træthed. Pusjkin klager i sine senere Frembringelser
stadigt over, at hans Ungdoms Drømme har forladt
ham, Drømmene om Elskov, om Frihed, om Hæder. Og han
udraaber: Jeg ser intet Maal for mig.
Mickiewicz’s Styrke som frembringende Aand var den,
at han intet Øjeblik var i Tvivl om sit Maal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
