Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Polen - VI. Polens romantiske Literatur i det nittende Aarhundrede - VIII. Pan Tadeusz, Aarhundredets eneste fortællende Digtning. Mickiewicz og Rzewuski. Mickiewicz's Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264 Indtryk
fra Polen
Tallet paa fortællende Digterværker af blivende
Værdi er som bekendt saare ringe. Men enkelte af
disse Værker er blevne staaende i Verdensliteraturen
som Grundbøger, Bibler, Folkebøger, i hvilke en hel
Nation eller Stamme har fundet sit Væsen skildret,
sit Liv fremstilt i sand og blivende Form; de hører
som det gamle Testamentes patriarkalske Bøger,
som Homer, Ramayana. Firdusi, Nibelungenlied,
fjerne Tider til. Det beror paa, at i det egenlige
Epos udtaler i Reglen for første Gang et Folks naive
Selvbevidsthed sig. Det opstaar, naar Folket er blevet
saa klart over sig selv, at det kan glæde sig over
et forklaret Genskin af sine Tilstande i Kunsten,
og dog endnu ikke er blevet saa civiliseret, at
dets Religion er stivnet til Troesartikler og dets
Samfundsformer til Politistat eller Retsstat. Thi
egnet for en fortællende Digtning er Tilstanden kun,
hvor de raadende Magter ikke ligger udenfor det
enkelte Menneske og ikke har berøvet det selvstændig
Handlekraft, som hvor Mandstugt og Befaling hersker
i Krig, Kongemagt, Erabedsvælde og endnu tungere
Samfundsnormer i Fred. Kun da finder den fortællende
Digter Helte.
Hos Homer er hver enkelt Hærfører en selvstændig
Hellener; selv om Agatnemnon er Kongernes Konge, staar
de øvrige Konger dog ikke under hans Scepter. Lignende
Tilstande træffer vi i langt senere Tiders episke
Digtning, saaledes i Spaniernes Ctd og hos Italienerne
Ariosto og Tasso, om end Naiveteten her er ringere
og navnlig hos Tasso det Vergilske Forbillede virker
trykkende. En %sand Folkebog kunde Tasso’s Jerusalem
kun forsaavidt blive, som Folket fornøjede sig ved
Versenes Klang og de brogede Æventyr. Sit eget Liv
fandt det ikke deri.
Tydeligst strandede Forsøgene paa at ville lave et
Folk en Heltedigtning, da Voltaire i det attende
Aarhundrede skrev Hen-riaden. Fra den Tid gik det op
for alle Tænkende, at der tid-krævedes ganske særegne
Vilkaar til Frembringelsen af et episk Nationaldigt,
saa det i en Forstandstidsalder neppe lod sig skrive,
da det hverken var sandsynligt, at vi mere vilde
kunne finde den Troskyldighed hos en Digter eller den
oprindelige Lovløshed i en Tidsalder, han kendte og
kunde skildre, hvorpaa hidtil de store fortællende
Digtninges Kraft til at slaa ned i en Folkebevidsthed
syntes at have beroet.
Da Troskyldigheden nu i det 19. Aarhundrede atter kom
til Ære og Værdighed, og da Poeterne dels igen blev
barnlige, dels forsætlig gjorde sig naive, søgte de
at undgaa de moderne Til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
