Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Indtryk fra Rusland - Literære Indtryk - IV. Den nationale Ejendommelighed. Lillerusserne Gogol og Sjevtsjenko. Gogols Satire og Genialitet. Hans Undergang. — Sjevtsjenkos Lidelseshistorie og Poesi. — Reformatorerne Herzen og Tsjernisjevski. Herzen og Bjelinski. Herzen skaber en offenlig Mening. Tsjernisjevskis Fængsling og Dom. Hans Skæbne og Ideer. Det typisk Russiske i hans Hovedværk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Indtryk fra Rusland
473
gaaet Fortid er malt, har Bogen historiske Romaners
almindelige Mangel. Det Hang til at forædle Stoffet,
der i Reglen har indgivet dem, svækker deres
Virkning. Det som her er skønnest, virker ikke sandt;
man føler bag den hele Skildring det forud tagne Parti
at ville forherlige; man mærker, hvorledes Digteren
lægger Lejlighederne til Rette for det Heltemod,
der midt under Slaget ytrer sig i Tvekampe, og som
fæstner Alles Blikke.
Blandt Gogols mindre og større Fortællinger i hans
tre første Bind er ingen rent ud beundringsværdig
uden Kappen. Det er den simple Historie om en
fattig Petersborger-Embeds-mand paa et Kontor,
der et halvt Liv igennem har trængt til en ny
Slængkappe, som endelig opnaar den, og fra hvem
den saa bliver røvet. En russisk Forfatter har sagt
det træffende og fine Ord: «Vi har alle viklet os
ud af Gogols Kappe*. Det har den Sandhed, at hele
den moderne følsomme russiske Naturalisme i . lige
Linje nedstammer fra denne lille Novelle. Navnlig er
Dostojevskis første Bog Fattige Folk helt deri som
i sin Spire.
Dog end ikke denne klassiske Novelle giver den
vesteuropæiske Læseverden Maalestokken for Gogols
høje Rang som moderne Digter. Det gør kun hans
Skuespil Revisoren og første Del af Romanen De døde
Sjæle. Det er den blodige Satire og den djærve,
storstilede Naturtroskab her, som først forraadte
Gogols uhyre Overlegenhed over de Omgivelser, hvori
han var født, og som røbede, at den russiske Literatur
stod i Begreb med at slaa ind paa en helt ny Vej,
som der udfordredes Dristighed og Selvstændighed til
at bryde, og som denne Literatur ligesom stiltiende
anviste adskillige andre i Romantiken fortabte Landes
som den, der alene førte ud af Drømmenes Verden.
Saa aristofanisk Satiren end er i De døde Sjæle,
saa er de Forudsætninger, paa hvilke denne storladne
komiske Fortælling hviler, dog saa særegne, at den
staar for den fremmede Læser som en Fortælling fra
en anden Verdensdel eller en fjern Tidsalder. Udenfor
Rusland forstaas neppe selve det snedige Indfald, om
hvilket Alting i Romanen drejer sig, den fripostige
Spekulants Idé at indkøbe afdøde, livegne Bønder,
som nominelt endnu gælder for levende, anbringe dem
paa et værdiløst Stykke Jord og saa sætte dem i Pant
i Banken.
Skuespillet Revisoren derimod er overalt fuldt
forstaaeligt og saa virkningsfuldt som det er simpelt
i sin Bygning. Der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
