Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Italien - Venedig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
Venedig
det en udsøgt stor, blussende Neglike med mange
Knopper; saa faar den unge Herre en mindre, og
tilsidst vender hun sig til Ægtemanden, der svarer:
«Ikke til mig. Tak, jeg tager aldrig imod Blomster»,
men vel at mærke, Maaden betaler og for dem begge to;
saaledes bærer Filosofer af den venezianske Skole
sig ad.
Den unge Frue, som sidder der mellem sine fire
Smaabørn ved et af de hundrede Borde, der er
opstillede symmetrisk udenfor Konditorierne, kan
ikke være mere end 23 Aar gammel. Hendes Toilette er
ikke rigt, men friskt og yndefuldt. Hendes Hud har
Alabasterets underlige Klarhed. Ansigtet er langligt,
Profilen skarp og ren i sine Linjer, Øjnene store,
dybe, sorte uden ringeste Rynke eller Mørkhed
omkring dem. Kunde man ikke af Børnenes Væsen se,
at hun er deres Moder, vilde man tro, hun var en ung
Pige, thi Huden er fin og skær som et Barns; der
er ikke den svageste Plet eller Vanpryd; Hovedets
Oval svarer til de ideale Forestillinger, man i
sin tidlige Ungdom gør sig om kvindelig Højhed og
Mildhed i Et. Hendes Haand er mærkværdig; lidt mager,
men sartere end det sarteste Instrument og lysende
hvid. Et prægtigt Armbaand fremhæver den. Ægtemanden
med de tykke Øjenbryn ser derimod ud som stod han i
hendes Tjeneste; man skulde tro, hun var en Adelsdame
med store Jordegodser og han hendes Forpagter - og saa
er dog hun selv det Eneste, han har forpagtet. Hun er
en indfødt Venezianerinde, thi hun siger A riverdersf
for ci og ser-tamenle for cerlamente-, hun udtaler
ana forte impression’ rent paa Fransk og siger med
indskudt s: chi s1 é. Hun nedstammer fra Byens gamle
Pengefyrster. Man forbauses ved at se en saadan
Prinsesse af Blodet række sin hvide Arni til en saa
frygtelig Grobrian, og en Anelse opstaar om. at hendes
Sjæleliv ikke blot lidet svarer til hendes Ydre,
men at hun selv ingenlunde vilde forstaa det Ideal,
hun vækker Forestillingen om.
Hvad er det, som gør disse Kvinder saa
mærkværdige? Først Race og Klima naturligvis, alt det
gennem Afstamningen Medfødte, saa den almentkvindelige
Sans for Skønhed i Væsen og Adfærd, Evnen til at
forskønne sig ved en Mantille, en Knipling, et Baand,
saa endelig en Lediggang, en Tankeløshed, der er
ørkesløst drømmende uden at være dorsk. De er endnu
de samme uforstyrret rolige og dejlige Dyr som paa
Giorgiones og Tizians Tider. Deres Bleghed er aldrig
nervøs. De nyder Livet, en Kunst, man i Norden har
glemt. Se hvor mageligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
