Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Europa og Asien - Japan - Japansk Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Japansk Literatur
497
privat. Hvis vi hørte, at en saadan Skik fandtes i et
fremmed Land (og den var ukendt i Japan), saa vikle
vi anse den for højst besynderlig og uforsvarlig.
Der er Tider, hvor Yin ikke kan undværes. En maanelys
Nat eller en snefyldt Morgen, eller naar Træerne
staar i Blomst, eller naar vi med sorgløst Hjerte
samtaler med en Ven, saa forøger det vor Glæde,
naar Vinkoppen bringes ind.
Der er ingen større Fornøjelse end den, alene, ved
Lampelys at aabne en Bog og leve sammen med Mennesker
fra en uset Verden.
Intet aabner Øjnene paa En saa meget som Rejser,
lige meget hvor.
Naar alle de Andre er gaaede i Seng, tilbringer vi
undertiden nogle Nattetimer med at ordne forskellige
Smaating. Mellem Papirstykker, vi kaster bort som ikke
værd at opbevare, fanger da Haandskriften eller en
Skitse af En, som ikke er mere, vort Øje og bringer
os til at mindes fordums Dage. Det bevæger ogsaa,
efter Aars Forløb at finde et Brev fra En, som endnu
er i Live, og at tænke paa, det blev skrevet ved den
Lejlighed, paa den Dag. Det Papir, som den Andens
Haand hvilede paa, er forblevet uforandret i alle de
Aar, der er gaaede hen - thi Papiret har intet Hjerte
- men den Anden selv - ak! ak!
I dette Tidsrum opstod, som berørt, de første
Begyndelser til Japans dramatiske Literatur. I
Japan som i Europa var Skuespillet oprindeligt
religiøst. Det stammer ned fra en ældgammel
pantomimisk Dans, kaldet Kagiira, og de ældste
Skuespil var af rent lyrisk Natur og kaldtes
No. De har deres Udspring i det 14de Aarhundrede
og skrives ikke mere efter det 16de. I Byen Ise,
Hovedsædet for Dyrkelsen af Solgudinden, var der
tre No-Teatre, i tre andre Byer, der var indviede
til Dyrkelsen af Shinto-Guder, henholdsvis tre
eller fire. Skuespillerne var nøgne til Bæltet, og
oversmurte oprindeligt deres Ansigt og Hænder med rød
Jord, som Grækerne i sin Tid indsmurte sig med Bærme.
Den fuldstændige Samling af No-Skuespil indeholder
235 St%7kker, mest fra det 15de Aarhundrede. Deres
oprindelige Sigte var at udbrede Fromhed. I enkelte
Tilfælde er Tendensen fædre-landskæxiig eller
krigersk, men i Reglen er den rent religiøs. Hyppigst
er en Munk eller Vogteren af et Shinto-Skrin
Hovedpersonen, og de Yndlingsæmner, som behandles,
er Præstestandens Gæstfrihed, det Syndige i at
slaa ihjel, Lovprisning af forskellige Guddomme,
Livets Usikkerhed og alle menneskelige Forholds
Foranderlighed. Forfatterne tilstræbte ingen
Originalitet; det an-saas, som endnu meget senere i
Europa, for aldeles tilladeligt at de tog hele Strofer
eller slaaende Repliker fra hverandre. Der findes i
disse Stykker saa at sige ingen Handling. Typen er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
