Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Begrebet: Den tragiske Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78 Begrebet: den tragiske
Skæbne
Richard III (som bærende paa sin Slægts Forbandelse,
som Affødning af dens Rædsler, som sonende dens Skyld
ved sin Død). Skylden er da her Slægtskyld. Dette Ord
foretrækker jeg for den i Afhandlingen i Enten-Eller
brugte Betegnelse Arveskyld, da Skylden ikke behøver
at være nedarvet. Saaledes er Kassandra i Æschylos’s
Agamemnon delagtig i Troernes almindelige Brøde, der
har udbredt sig over dem fra Kassandras Broder. Den
Enkeltes egen Skyld er her berøvet sin Gennemsigtighed
ved at blandes med hele Slægtens, dette Ord taget
snart i videste Forstand om en hel Tidsalder (Hakon,
Kong Lear), snart om et helt Folk (Kassandra, Xerxes),
snart om en Familie (Richard III, Antigone, Galderons
Las tres justldas in und). Den ses da uklart ikke
mindre som avlet af den tidligere Brøde end som
villet af den Enkelte eller endnu dunklere endog
halvvejs som Straf for hin Brøde. Det er lærerigt at
iagttage, hvorledes Tragikerne med rigtig Takt har
undladt at behandle den dels virkelig, dels formentlig
utvivlsomme Brøde, fra hvilken Slægtskylden har sin
Oprindelse (se Labdakide- og Atride-Sagnene; i hint er
den første Skyld kun efter græske Begreber en Brøde:
den, at Sønnen avles). Denne græske Opfattelse af
Straffen gennem Slægter har Intet tilfælles med
det gamle Testamentes rent moralske; derfor blev
Jødefolket med dets Blik for det Sædelige heller ikke
det Folk, der udviklede det dybe Tragiske; Grækenland,
hvis Guders Vrede var en rent menneskelig Forbitrelse,
blev derimod Tragediens Hjemsted. Paa at forveksle
Slægtskylden med det kriste-ligt-dogmatiske Begreb
om Arvesynd vil dog vel Ingen falde.
Skylden var mere end personlig, naar den var Slægtens;
den er mindre end personlig, naar den ene Skyldige
deler Skylden med Ingen. Men denne Ingen har ligesom
Odysseus foruden dette Navn ogsaa et andet; man kalder
denne Ingen Skæbnen. Dog hedder den med samme Ret
Ingen, thi den er den Nat, hvori alle Katte er graa,
og om den gælder det fremfor Alt, hvad Heiberg siger
om den (i Kritiken af Adam Homo), at den faar Skyld
for alt det Onde eller Forkerte eller Urimelige, som
sker, hvorfor jo ogsaa Brause (i Sovedrikken) ikke, om
En gav ham ti Rigsdaler, vilde være i Skæbnens Sted.
Vi staar her ved et af de Omraader i Læren om det
Tragiske, som det Komiske stadigt staar paa Springet
til at erobre. Man mindes de utallige Løjer, Komikerne
gør med Skæbnen, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
