Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tanker om Liv og Kunst - Fra Attenaarsalderen - 1. Hyrdedrengen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164 Fra
Attenaarsalderen
tænke paa Fremtiden - altid tænke paa Fremtiden.»
Dog - det gjorde Hyrdedrengen ikke. Den smilte
saligt til deres Ord, den ændsede dem ikke. «Bare
den kom i Marmor,» sagde Andre, «Gibs er jo aldeles
ingen Eksistens. Til en Tid kan det være godt nok,
men man kan da heller ikke evigt være Gibs.* -
»Kommer den først i Marmor,> sagde Samlingens Ejer,
der just ikke var Kunstelsker, men ved Arv og paa
anden tilfældig Maade var kommen i Besiddelse af
Galleriet, «saa er den sikker, saa bliver den som
de andre og kan gøre Samlingen Ære; som den nu er,
er den egenlig ikke sin Plads værdig.» - Og det var
ikke blot om Dagen, at Hyrdedrengen maatte høre ilde,
ogsaa ved Nattetid, naar Ingen kom i Salene, plagede
de andre Væsener den. Især var der en gammel Heros,
der sattes meget højt, fordi han var af fineste Marmor
- forresten var der ikke meget Godt at sige om ham -
han gentog for Hyrdedrengen, hvad alle de Andre havde
sagt; hitte paa noget Nyt, det kunde han nu engang
ikke. Men Hyrdedrengen vilde ikke høre ham. «Jeg vil
aldeles ikke udføres i Sten,» sagde den, «aldeles
ingen Eksistens have, aldeles ikke gøre Samlingen
Ære. Jeg vil være, som Kunstneren har gjort mig,
ikke forfuskes af klodsede Hænder. Den Forhippelse,
som I Andre i Jer Ungdom havde paa at komme ind i
Værkstedet ved Siden af, hvor Arbejderne hugger,
og hvorfra I kom helt forandrede ud igen, har jeg
aldrig kunnet forstaa. Saalænge jeg endnu er Gibs og
hverken har Eksistens eller Soliditet, eller hvad de
kalder det, regnes jeg ikke rigtigt med til Samlingen,
er ikke ganske indlemmet, og just dette er, hvad
jeg vil. I Sandhed en herlig Lod, at faa et Nummer
paa Fodstykket og en Rubrik i Katalogen! Et er der
især, der har styrket min Beslutning. Det er nogle
Ord, som den unge Kunstner, der kommer her saa tit,
forleden sagde til Galleriets Ejer. Naar han taler,
føler jeg altid, at han holder med mig, om jeg end,
som just dengang, ikke altid ganske forstaar, hvad
han siger. Han stod aldeles fortabt i Beskuelsen af
mig. «Se,» sagde han til Herren, «disse Øjne, denne
fine Mund. det ubeskrivelige Smil, der drømmer, se
rigtigt herpaa, og De vil glemme alle Omgivelser, De
vil føle at en Skikkelse som denne har ligesom suget
sin Omgivelse ind i sig, og, naar den rigtigt beskues,
atter udbreder den om sig. Er det ikke saaledes,
ser De den ikke ligesom frembringe Landskabet omkring
sig?» - «De sværmer*, sagde Herren. - «Aa nej!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
