Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dualismen i vor nyeste Filosofi
47
vis bestemt tilfældig Forestillingskres, den, som
hersker i hans Kirke, i hans Land og i den By, hvori
han lever, møder han i Videnskaben Kendsgerninger,
der staar i Strid med denne Tro. Her er en Kamp
at udstride, en Sejr at vinde. Men kunde Freden
ikke faas for bedre Køb? Forfærdelige Tanke,
at den Tro, der prækes i Ebeltoft eller i Paris
eller i St. Petersborg ikke skulde være den højeste
Sandhed! Forfærdelige Utroskab, at bryde med en Tro,
til hvilken Ens Ebeltoftske eller Parisiske eller
St. Petersborgske Forældre satte al deres Lid! Hvad
er da naturligere end den praktiske Udvej at være
En i Videnskaben, en Anden i Gerning, at leve Livet
igennem i en forvirret Verdensanskuelse med Brokker
af Fortidens og Stumper af Nutidens Livsbetragtning,
men dog i sine Skrifter fremtræde iført det 19de
Aarhundredes videnskabelige Skrud.
Dog saa naturligt dette end falder, der er noget
Pinligt i denne Halvhed. Man samler sig vel nødigt
til den kraftige, enkelte Afgørelse, men man lider
heller ikke at vakle principløst mellem modsatte
Synsmaader. Ingen Akkord! det er jo Løsenet i vore
Dage.*) Saa langt heller en dygtig Mislyd! Halveres
vil man, naar det ikke kan være anderledes, men saa
vil man ogsaa halveres til Gavns.
Hvilken Lindring for den bespændte Sjæl giver nu
ikke den nye Lære, der vel nødtvungen indrømmer
Videnskaben dens Ret, men ligefuldt lader mig min
Barnetro, ja om det saa skulde være min Ammestuelærdom
i god Behold, som kort sagt hæver Principløsheden
selv til Princip og skænker den Usikre netop hvad
han attraar, at maatte blive hel i Halvheden, at
maatte aande fuldt ud som et dobbelt Menneske. Hans
Forstand trænger til Luft: den faar et Spillerum,
en Tumleplads uden Grænser. Hans Følelse, der ligger
i Splid med Forstanden, hans Vilje, der i Trang
til udvortes Støtte, vanskeligt slipper nogen fra
Fædrene overleveret Trossætning, behøver intet Afkald
at gøre. Troen er berettiget, saasnart den blot er
fast; dens Rige er uden Skranker, dens Omraade har
ingen Grænse tilfælles med Erkendelsens Land. Hvert
af de to Riger har sine Love, sin Regent, ja sin Gud,
de kan ikke splidagtigt strides om det Sande; ti
’) Ibsens Brand var udkommet nogle Maaneder
forinden.
Senere Anm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
