Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den franske Æstetik i vore Dage
277
VI
Sagen er, at Taine skjuler dette Haandtag, fordi det
er flækket; han har forsøgt at sammennitte Condillac
med Hegel, men Forbindelsen er bristet og maatte
briste. For Condillac er det eneste tilforladelige
Udgangspunkt selve Sansningen i det Øjeblik, i hvilket
den fornemmes, og ud fra dette bevægelige og flygtige
Princip er det, at han gennem Omformning vil naa alle
Love og alle Ideer indtil de højeste. Men han naaer
ikke højere end til almindelige Begreber, hvis Sandhed
eller rettere Sandsynlighed afhænger af de iagttagne
Tilfældes Antal. Naar Taine tager sit Udgangspunkt
i Foreteelsen, som han kalder Kendsgerning, saa
staar han ganske paa Condillacs Grund. Han følger ham
fremdeles paa alle den opløsende Undersøgelses og den
begyndende Almindeliggørelses foreløbige Trin. Det er
først, naar han har omsat Kendsgerningerne i Love,
at han mener ingen Brug mere at have for Condillac,
idet han nu af Lovenes Verden, der er et sammentrængt
Uddrag af den sanselige, vil give et nyt sammentrængt
Uddrag i Kraft af fortsat Abstraktion.
Det er denne sidste Bevægelse, han mener at kunne
foretage i Hegels Selskab, idet han møder denne paa
hans nedstigende Fart fra de mest abstrakte Ideer,
selv klatrende op ad den Stige, som han har befæstet
paa Jorden, medens Hegel med sine Udledninger fra
rene Fornuftideer nødtes til at ophænge sin Stige i
Maanen. Men Stigerne mødes ikke. En virkelig Forsoning
med Hegel kan ikke finde Sted, da Principet er saa
helt forskelligt, og den Metafysik, Taine tænker sig
som holdbar, er ogsaa netop en saadan, som Condillac,
om han end lige saa lidt som Taine har udført den,
meget godt havde kunnet bifalde.
Metafysiken og Erkendelseslæren staar hos Taine i
umiddelbar Forbindelse, og det interessante Punkt
er her hans Forsøg paa at erstatte Fornuften som
særskilt Evne ved Abstraktionen. Det er Manglerne
ved Cousins Fornuftlære, som har ledet ham ind paa
dette Spor. Hvad Cousin kalder Fornuft, er den Evne,
Aanden har til at frembringe Aksiomer eller Ideer
om uendelige Genstande. Aksiomerne er nødvendige
Sætninger, f. Eks.: Ethvert Legeme er beliggende i
Rummet, enhver Forandring finder Sted i Tiden. De
uendelige Genstande er f, Eks. Rummet, Tiden, Gud
osv. Disse Aksiomer er for Cousin i streng Forstand
nød-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
