Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
Wilbrandt
deres fortællende Digtning. Naar Mænd med udpræget
Evne for Verset som Paul Heyse, der har forsøgt
sig med Held i næsten alle Digtekunstens Afarter,
atter og atter føler sig dragne til Skuepladsen, da
mangler deres Værker, hvor højt de end iøvrigt staar,
gerne Nutidslivets fængslende Egenskaber. Et moderne
Drama som det, Augier og Dumas har skænket Frankrig,
savner Tyskland endnu ganske. Dertil har dels den
tyske Aand for liden Virkelighedssans, dels fattes
i Tyskland et Samfundsliv, der er støbt i Saadanne
store faste Former, som Dramaet behøver og forefinder
i Frankrigs eneste Midtpunkt, Paris. Digterne gaar
da gerne tilbage til Sagnverdenen, som Heyse nylig
har gjort i Elfride, eller som Wilbrandt endnu senere
har gjort det i Kriemhild.
Kriemhild er en af de mange moderne Dramatiseringer af
de Æmner, Nibelungensagnet rummer. Hebbels storartede
Forsøg er bekendt, Ibsens Hærmændene har i de sidste
Aar gjort Lykke paa tyske Skuepladse. Men det har
overrasket Mange at se Wilbrandt netop paa dette
Tidspunkt af sin Udviklingsgang gribe saa strengt
et Æmne. Han har jo i sin Wienertid senest leveret
stærkt krydrede Skuespil fra Roms Forfald i det andet
franske Kejserdømmes Stil. Hans nye Drama har ikke
mere dette tunge og dumpe Luftlag; det fremstiller
Helteliv i en barnlig Tid.
Wilbrandt har givet Afkald paa den Modsætning,
som Stoffet naturligt frembyder mellem
Brynhild og Kriemhild, den vilde og den milde
Kvindelighed. Brynhild forekommer slet ikke. Hans
Heltinde er Kriemhild og Brynhild i én Person,
den hengivne, elskende Kvinde før Siegfrieds Drab
og efter hans Død Hævner-inden, som kun aander
Had. Det var ikke let at give Læser og Tilskuer det
tilbørlige Indtryk af det Store hos Helten Sieg-fried,
som i Stykket ikke udfører nogen Daad og falder
ved første Akts Slutning. Og dog er det lykkedes
Wilbrandt. Sieg-fried har idet Præg, som findes
hos den, der altid er den første i enhver Kres af
Mænd. Hagens Skinsyge, Kriemhilds sværmeriske .Elskov,
Hunnerkongen Etzels troskyldige Beundring og Brynhilds
Had, der kun er en af Kærlighedens Ytringsformer,
alle disse Følelser peger hen paa det Uimodstaaelige
hos Sieg-fried. Ypperligt har Digteren særmærket
det Selvstændige hos ham, ved bestandig at fremhæve
hans højsindede Sorgløshed. Han véd ret vel, at hans
Avindsmænd er ham fjendske:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
