Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Schiller og Shakespeares Skygge]
377
Præget af de Omstændigheder, hvorunder det historisk
blev til. Manglen har holdt sig, fordi Digterne ikke
besluttet og kraftigt nok har bygget Skuespillet op
paa en ny sædelig Grundvold. De har selv befundet
sig i Gæring og Udvikling med Hensyn til deres
Livsanskuelse og har derved nu og da gjort sig
skyldige i en vis Halvhed, der har hævnet sig.
En strander nu og da paa det Rørende, der harmen
Grænse tilfælles med det Vamle (Bjørnsons En
Fallit). Det beror ikke paa Stoffets Art, men paa
den bløde Behandling af Stoffet, paa en Følsomhed,
der fordrer at se det gaa de gode Mennesker godt
til sidst. Andre strander paa den overleverede
Forestilling om en «0mvendelses» Mulighed (Ibsens
Samfundets. Støtter, Edvard Brandes’ Lægemidler). De
overser dens Utroværdighed for at opnaa en forsonende
og beroligende Virkning, har ikke formaaet helt at
løsrive sig fra den Opfattelse, at et Stykke bør
munde ud i en Præken. Hvad Gudeligheden er for En,
er Hanget til at formane for en anden. Dette Hang
er en Arv fra Oplysningstiden; hvor det raader,
fastslaas i Regelen Sandheder, der vel er altfor
lidet anerkendte, men ligger noget lavt.
Dette betyder jo imidlertid ingenlunde, at det
moderne Skuespil som saadant er paa Vildspor,
men kun at Digterne helt maa lade sig gennemtrænge
af den Livsanskuelse, de i Strid med Omgivelserne
har tilkæmpet sig, for at kunne gennemtrænge deres
Skuespil med den; da skal det nok vise sig, at den
Kunstart, de dyrker, lader sig behandle i poetisk
Aand.
Det hedder hos Schiller: «Hvorledes? Ingen Cæsar
tør vise sig paa Eders Skuepladse, ingen Achilles,
ingen Orestes, ingen Andromache?» Og paa Svaret, at
man dér kun ser Præster, Kommersraader, Færidriker,
Sekretærer og Husarmajorer, følger Udraabet: «Hvad
Stort kan da hændes denne Jammerlighed osv.!» Skal
dette opfattes som bogstavelig Alvor, som endelig Dom,
saa vilde Schillers Blik være endnu mere indskrænket
end hans Forkærlighed for det Højtidelige nødvendig
fører med sig. Saa vilde for Eksempel hans eget
Ungdomsdrama Cabale und Liebe, hvori dér forekommer
en Major, en Sekretær, en Stadsmusikant osv. være
det første til at falde under Fordømmelsen.
Men derom kan selvfølgelig ikke være Tale. Den Mening,
at Konger og Dronninger, Fyrster og Fyrstinder alene
har en mindeværdig Skæbne, er saa aflægs, at den
ingen Gendrivelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
