Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
80 Digteren
og Tiden
DIGTEREN OG TIDEN
(1903)
Det, man kalder Digterbegavelse, er i Virkeligheden
ikke én Ting, men en Mangfoldighed af forskelligartede
Evner. Der gives mange Arter af Fantasi, og én
Digter kan i sit Anlæg være fuldt saa forskellig
fra en anden, som en Historiker, en Naturforsker,
en Maler eller en Musiker fra en Digter.
Man føler det, blot man sætter Digtekunsten i Forhold
til Tiden. Den historiske Digtning har en lang Tid,
ikke med Urette, været i Vanry. Skal det historiske
Billede blot nogenlunde ligne, maa Digteren sætte en
Kraft ind paa Studiet, som gaar tabt for Poesien. Det
mangler som bekendt dog ikke i den nyere Tid paa
Digterværker, hvor en Genfremstilling af Fortiden
er iværksat med Talent og Held. Derimod kan det
betragtes som godtgjort, at Forsøgene paa digterisk
Genoplivelse af Fortidens historiske Personligheder
saa at sige altid mislykkes, og des fuldstændigere,
jo mere vi véd om dem og jo større de var. Man kan
i det Højeste kaste Lys over dem ud fra Bipersonerne.
Dette paatrænger sig En, saa tidt man gennemlæser en
historisk Digtning. Tag f. Eks. den dygtige engelske
Dramatiker Bernard Shaw’s Skuespil Skæbnens Mand,
der vil fremstille Bonaparte som ung General
i Italien. Stykket indeholder kun en taabelig
Karikatur. Man tør ikke lægge Bonaparte Talemaader i
Munden, han aldrig kunde have brugt. Eller man læse
en af den nyere Tids mest forroste Bøger, Gobineau’s
Renæssancen, historiske Scener. Efter at Richard
Wagner i sin Tid havde gjort sig til den længe
ubekendte Forfatters Profet, naaede Grev Gobineau
(1816-1882) et saadant Ry, at der i Tyskland bestaar
et Gobineau-Selskab (som ellers kun et Shakespeare- og
Goethe-Selskab) til hans Ære. Faa har vistnok studeret
Renæssancen grundigt som han. Men han tillader sig
Ændringer i de historiske Personligheders Synsmaader
og Forhold, som gør hans Værk frastødende for den,
der virkelig kender dem. I hans Scene Michelangelo
og Raffael bliver Michelangelo, trods sin Uvilje mod
Raffael, en Aften saa betagen ved Budskabet om dennes
forestaaende Død, at han iler ned ad de mørke Gader
for at se ham endnu en Gang. Men paa Vejen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
