Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328 Gabriele
d’Annunzio
Bogen falder nærmest i tre Afdelinger. Først ser vi
Andrea optaget af Elena, en romersk Dejlighed, der i
hans Liv svarer til-, hvad paa Tizians Billede kaldes
«den jordiske Kærlighed«. Vi følger hans Forbindelse
med hende fra den stiftes til den opløses. Hun er
lutter Selvoptagethed, har en Indbildningskraft^ der
er ophidset ved usund Læsning, og som stadig sættes i
Bevægelse af Kønslivet. Men hendes Dyder er æstetiske;
hun er skøn i hver Stilling og i hver Bevægelse,
byder altid Øjet det mest harmoniske Sammenspil af
Linjer, Farver og Former.
Saaret i Duel har Andrea en lang Tilfriskning, hvis
Skildring optager Bogens andet Afsnit. Han helbredes
under Samliv med Havet, i hvis rolige, dybe Takt
hans Aandedræt uvilkaarligt kommer til at gaa, under
dagligt Samkvem med Naturen, der stryger hans Væsens
Forfængelighed og Løgne af ham; dog han ængstes ogsaa
under dette Samliv med de forskellige Landskaber,
som han ompræger, ja næsten frembringer ud fra sine
skiftende Stemninger og ud fra Skamfølelsen over sin
Fortid.
Der vaagner i ham en Trang til at give sig hen til
et Væsen, der er højere og renere end han selv,
en Trang til engang at lyde en Kvinde, Trangen til
at blive forstaaet i sin aandige Stræben og takke
derfor med ydmyg Tilbedelse. Paa dette Tidspunkt
optræder i hans Liv den Kvinde, der svarer til
«den himmelske Kærlighed*. Hun er sand, hun bringer
ham en stor, dyb Følelse; hun har Sjæleadel. Under
Forholdet til Naturen og til hende vender han tilbage
til Kunsten, der som den højeste Glædesldlde af
d’Annunzio forherliges i veltalende Ord. Særligt
prises Verseformen: «Fastere er Verset end Marmor;
blødere end Voks, mer dirrende end en Streng, mer
lysende end en Juvel; duftende som Blomster, skarpt
som en Klinge, bøjeligt som en ung Plante, blidt som
et Kærtegn og frygteligt som Torden. Alt er Verset,
og Alt kan det».
Og den nye, renere, finere Kvindeskikkelse tegnes,
og i Vendinger, der med Finhed vender omkvædsagtigt
tilbage. Hun er fra Siena, som den første var fra
Rom. Hendes Ansigt er en langlig Oval med et Udtryk
af Madonnalidelse. En blød, svag Skygge, der er som
lagt med to gennemsigtige Farver, en violet og en
blaa, ligger under hendes Øjne, der er gyldentbrune
som mørkhaarede Engles. Hendes fine Hoved tynges af
et umaade-ligt Haar, saa svært, at dets Vægt er som
Tyngden at* en Gudernes Straf.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
