Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Armenien og Evropa
17
Kristendommen blev for Armenierne et nyt
Kulturelement, og det et nationalt. Da Armenien
mistede sin politiske Uafhængighed, blev Kirken de
nationale Overleveringers Sindbillede og Vogter,
omtrent som sidenhen i Polen.
Literaturen blev nu dels historisk, dels stærkt
kirkelig, bestod af religiøst farvede Krøniker og
mystiske Digte, men beholdt en mørk og ejendommelig
Poesi. Der forekommer gyldne Hymner til Lyset. En stor
Plads indtager Moses Khorenazfs digterisk ildfulde
Historieskrivning; han havde studeret i Grækenland
og kendte Iliaden. Han priser Heltenes Tapperhed. Og
han elsker sit Land. Han har forherliget Egnens
vidunderlige Skønhed ved Van, der af Semiramis blev
kaaret til hendes Sommeropholdssted: «I et Land,
sagde hun, hvor Klimaet er saa mildt og Luften saa
ren, maa vi bygge en By og et kongeligt Slot for at
bo midt i al denne Herlighed.«
En anden berømt Historiker fra den gamle Tid, Jerisjé,
der har fortalt Armeniernes Krige mod Perserne,
lovpriser i et berømt Brudstykke de armeniske Kvinder,
der til alle Tider har bevist et sjældent Mod - senest
for nogle Aar siden i Sassun, da halvtresindstyve
unge Kvinder styrtede sig i en Afgrund for ikke at
falde i Tyrkernes Hænder, og i Palu, hvor tredive
af samme Aarsag sprang i Eufrat, syngende en Hymne,
Jerisjé har beskrevet Enkernes Alvor og Forsagelse
i Krigens haarde Tid.
En Krønike, der er forfattet af Vartabed Lasdivertsi,
fortæller om Tatarernes og Persernes Indfald og
skildrer, allerede for 900 Aar siden, Armenien
«nøgent, liggende ved Vejens Rand, traadt under
Fødder af alle Folkeslag, jaget ud af sit Hjem,
som Fange og Slavinde*.
Fra det 15. Aarhundrede til det 19. var den
armeniske Folkeaand fuldstændig undertrykt, som
tilintetgjort. Kun Kirken stod oprejst. I Klostrene
slumrede de gamle Haandskrifter.
En Munk ved Navn Mechitår, som indsaa, at der ikke
i Tyrkiet lod sig opføre noget aandeligt Arnested
for armenisk Aandsliv, bragte de værdifuldeste
Haandskrifter til Venedig, hvor han grundede hint
Kloster San Låzaro, der gjorde Tjeneste som en Art
armenisk Universitet og i hvilket Lord Byron begyndte
at lære det armeniske Sprog.
Dette Klosters Beboere udfoldede en uhyre Virksomhed
som Oversættere og gjorde saaledes deres Landsmænd
bekendte med
G. Brandes: Samlede Skrifter. XVII
2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
