Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256 Henrik
Ibsen
truffet en fransk 80-aarig Dame, der studerede ham
paa Tysk. En Konservativ som Melchior de Vogue,
en Radikal som Georges Clemenceau sætter høj Pris
paa ham. Men Ungdommen fængslede han af en dobbelt
Grund. Den Ungdom, der udgiver og læser de talrige
saakaldte unge Tidsskrifter, dyrkede ham fra først
af som den store Symbolist. Hvis man behøvede et
nyt Bevis for, i hvilken Grad hele Slægtled læser ud
af Bøgerne hvad de vil finde i dem, saa har man det
her. Da Ibsen ved Stiftelsen af Tidsskriftet Freie
Buhne blev indført i Tyskland, erldæredes han dér for
Naturalist - han, Zola og Tolstoj, der intet har med
hverandre at gøre, forherligedes ufravigeligt som de
tre store Naturalister - her i Frankrig blev han som
sagt Symboliker.
Man har i Kjøbenhavn set denne Grundbetragtning give
sig Udtryk i Uoeuvres Opførelse af Rosmersholm, hvor
den fordrukne Ulrik Brendel i en halvt russisk Dragt
var omdannet til en Art hemmelighedsfuldt Sendebud
fra en højere Verden, hvis Komme indvarsledes af
bengalske Flammer.
Paa hvor mærkværdig en Maade Symbolisterne overhovedet
opfattede og gengav Ibsen, kunde i sin Tid læses
hos Sarcey. Han var ofte uretfærdig, men undertiden
undskyldt. Han var f. Eks. undskyldt, naar han ikke
fandt Brand egnet til Teaterstykke; man havde bildt
ham ind, at vi ansaa det derfor.
Han har skildret en fransk Opførelse af
Gengangere. Stykket slutter som bekendt med Oswalds
Ord: Solen - Solen! Da Oswald siger disse Ord
næstsidste Gang, følger Fru Alvings fortvivlede
Udbrud, hvorpaa Sønnen for fjerde Gang tonløst
gentager Solen! Han kan ikke sige hvad han vil;
siger So Zen, men mener Giften, som han anraaber
Moderen om at give ham.
Nu fortæller Sarcey, at neppe var hin Aften Ordet
sagt, saa brød et rasende Bifald løs; man klappede,
larmede, stampede, og en Symbolist forklarede
Sarcey Grunden til sin Hen* rykkelse saaledes:
«Stykket ender med Ordet Solen, men det begynder
med den Sætning: Det drypper jo af dig (paa Fransk:
det regner). Regnen er som den stadige, tungsindige
Ledsagelse af Dramet og betoner dets Sørgmodighed;
det sidste Udbrud Solen! betegner da sindbilledligt
den genvundne Livsglæde*. Højst overraskende ikke
blot for Sarcey, men for os. Lugné-Poe har de største
Fortjenester af Ibsens Anseelse i Frankrig. Men det
siges, at da Dukkehjemmet første Gang blev opført i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
