Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
257
Paris, spillede man egenlig mindre Rollerne, end man
messede dem. Man talte med enstonige Røster for ret
at fremhæve Ibsens personer som Væsner, der tilhørte
en højere Verden og levede et sindbilledligt Liv. Ja,
Skuespillerne hævdede, at denne enstonige Kirkesang
krævedes af Digteren og altid udførtes saaledes i
Tyskland. For at forøge Effekten opførte man desuden,
hedder det, i Paris Dukkehjemmet i Halvmørke, og
Sarcey fortæller, at da i dette Stykke Fru Linde
giver sig til at sy paa Noras Ko-styme, sagde han
forbavset til sin Nabo: Ved hvad Lys syr hun? hvor
kan hun se at sy? Ved denne Opførelse havde, paastaar
han, Ibsenianerne eller Esteterne, som de efter
engelsk Forbillede kaldte sig, anlagt særegen Dragt
og Frisyre. Haaret var sat å la Botticelli. Nu er
der, som man véd, et godt Stykke Vej fra Botticellis
Primavera til Ibsens Nora; men man omformer jo gerne
det, hvori man forelsker sig, i Lighed med Ens Ideal.
Den underligt hemmelighedsfulde Udtryksmaade, Ibsens
Skikkelser stundom anvender, Mystiken i Hedvigs
Repliker i Vildanden, selve den Rolle, Vildanden
spiller, Noras det Vidunderlige, Rosmersholms hvide
Heste, Heddas Vinløv i Haaret osv., bestyrkede Troen
paa, at Handlingen overalt var et Sindbilled.
At man ved Ibsens Stykker kan sidde temmelig længe i
Teatret og endnu ikke vide eller gætte, hvad der før
Stykkets Begyndelse er sket - ja at det tit først
ved Stykkets Slutning røbes, hvorom dér egenlig er
Tale - clet Saarede de ældre Franskmænd med deres
næsten sygelige Hang til Klarhed, og det tiltalte
visse yngre Franskmænd med deres end mere sygelige
Hang til den Dunkelhed, der for dem, især for ti Aar
siden, var Poesiens Livsbetingelse.
Meget pudsigt anførte i sin Tid Sarcey, at de som fem
Aar før var rede til at indlade sig i Slagsmaal for
den symbolske And, senere tilstod, at Sindbilledet
ikke var dem ganske klart, og, siger han: «Maaske
vil de smile af det Udsagn, som Brand, den berømte
Kritiker, har lagt Ibsen i Munden: Først skriver jeg
et Stykke; saa oppebier jeg Fortolkernes Forklaring
for at blive klog derpaa*. Selvfølgelig er Citatet af
«den berømte Brand» ren Fantasi og Sarcey overhovedet
ikke den, af hvem man vilde vente en indgaaende
Forstaaelse af Ibsen. Et Geni forstaas sjældent af
sine Jævnaldrende. Men endog de Franskmænd af den
yngre Slægt, der har studeret Ibsen, ja skrevet
Afhandlinger eller ger om ham, har begaaet Fejl,
der vilde synes os endnu for-
G. Brandes: Samlede Skrifter. XVII.
17
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
