Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Græske Skikkelser i nyere Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60 Græske Skikkelser i
nyere Poesi
Orestes kommer som Budbringer om sin egen Død, og
hun viser ham tilbage med en Voldsomhed og en Afsky,
som Sofokles ikke har. Han kan ikke tro, at dette er
hans Søster; Elektra maa være ti Aar yngre, Elektra
kan ikke være saaledes vanskøttet. Men hun svarer ham:
Dronninger trives ikke, naar man giver dem Madrester
til Kost; Præstinder er ikke skabte til at springe
over Pisken.
Her er en svag Paavirkning af Shakespeare. Som
Hamlet, mere endnu end Hamlet, udtaler Elektra sig
med Væmmelse, under gentagen Dvælen, om Moderens
kønslige Samliv med Faderens Drabsmand, dog særlig
saadan, at man faar det dybe Indtryk af hendes
daglige Livs ulidelige Kval. Forsmædelsen brænder
hende Dag og Nat, Harmen fortærer hende, Hadet er
hende en Tørst efter Hævn, som den Forsmægtendes
Tørst efter Læskedrikken. Derfor hendes Udbrud om
den festlige højtidelige Dans, der bør følge paa
Hævnens Stund. (Motivet er taget fra Euripides, hvor
Koret, ikke Elektra, danser ved Ægisthos’, ikke ved
Moderens Død). Derfor den henrykte, katteagtige,
tigeragtige Maade, hvorpaa hun leder Ægisthos til
hans Undergang. Derfor den sære Dans med udstrakte
Arme, under hvilken hun skrider fremad, da Drabet
er fuldbyrdet, og under hvilken hun tilsidst styrter
sammen.
Ogsaa af Klytemnestra er gjort en uforglemmelig
Skikkelse halvt ægyptisk af Holdning. Hun er ødelagt
af sin Gerning, udpint af Søvnløshed og Dødsangst,
fuld af Overtro. Hofmannsthal har ganske ladet det
antike Motiv falde, at hun har taget Hævn for Drabet
paa Ifigenia. (Vi kan jo ikke tro paa et af Guderne
krævet Offer). Nej hun er gammel nu, egenkærlig og
grum, men bøder, bøder for den Udaad, hun næsten har
glemt - skønt den altid drages hende til Minde - denne
Udaad, der ikke synes hende forøvet af hende selv,
denne Udaad, hun ikke forstaar, og for hvilken hun
ikke føler sig ansvarlig. Den foregik i det Øjeblik,
der gik hen mellem at Agamemnon var karsk og i Live,
og saa det, hvor han laa fældet og død. - Traf hun
ham paany, vilde de kunne tale sammen om det Hele
som to gamle Venner.
Uadskilleligt er det Moderne i Grundopfattelsen
smeltet sammen med det Antike. Kun støder det en
Smule, naar man træffer kendte Vendinger fra en senere
Tid anvendte her. Der er et Par Stykker:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>