Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Jeanne d'Arc
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76 Jeanne
d’Arc
og Kvinder i Datiden, tiggede om Tilladelse til at
gøre sig bekendt med om saa blot en Sang eller to
deraf i Haandskrift, og hvilke Lækkerbidskener de
deri fandt.
Digtet, der ikke forekommer os Nulevende i ringeste
Maade poetisk, synes os neppe vittigt. Dets
Uanstændigheder, der er saa hæslige og stødende,
naar de pletter en Skikkelse som Jeanne d’Arc,
er ikke mere underholdende, naar de gaar ud over
Kongens Elskerinde, Agnes Sorel, der i Virkeligheden
var en Kvinde af Værdi, eller i Almindelighed over
Nonner som over Munke. Let pudsig er engang imellem
Travesteringen af Aabenbaringer og overnaturlige
Tildragelser. Berettiget er især historisk, naar
Hensyn tages til, hvad Voltaire endnu havde at kæmpe
imod, den Spas, der gøres med den magiske Magt, man i
det 15. Aarhundrede tillagde Jomfrueligheden, og med
alle de Undersøgelser af Jeanne, baade som fri og som
Fange, denne latterlige Overtro foranledigede. Men som
Helhed har Voltaires Poem dog i saa høj Grad Præget
af Tidsaldersprodukt, at selve dets Vid er forældet.
Forunderligt nok, Aristofanes’s henved 22 Aarhundreder
ældre Vid er ikke forældet, er saa frisk som Heinrich
Heines. Ariosto, Voltaires nærmeste Forbilled, er ikke
forældet. Men La Pacelle af Voltaire indeholder ikke
en Sang, neppe en Side, som den Dag idag er levende
i de Dannedes Bevidsthed eller som endnu har Bud
til noget Menneske. Og den Skade, som den kaade Spøg
har gjort Voltaires Navn og Minde, opvejes visselig
ingenlunde af den Anseelse, den i Samtiden nød. Hvor
hadede og ringeagtede f. Eks. Oehlenschlager ham for
den, iøvrigt vistnok uden at have læst den.
Det bør derfor fremhæves, at Digtet ingenlunde er
Voltaires sidste Ord i Sagen eller hans eneste Indlæg
i den. Han har i sit Essai sur les Mæurs i forstandig,
næsten bevæget Prosa lagt for Dagen, at han trods
sin Persiflage af Jomfruens udødelige Skikkelse meget
vel vidste, hvad hun var værd og hvor vanærende for
Menneskeheden hendes Skæbne var. Det har ganske vist
ikke kunnet bøde paa den Hjerteløshed og Smagløshed,
hans Skemtedigtning røber; han burde ikke have brugt
Jeannes Navn som Underlag for saa uterlige Løjer. Men
han har intet Hensyn taget til de historiske Forhold
og f. Eks. (saa lidt som iøvrigt Chapelain) med et
Ord berørt hendes Død paa Baalet.
Alligevel er det vel værd at dvæle ved hans
alvorlige Ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
