Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - H. C. Andersen. Romanerne om Geniet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
280
H. C. Andersen
efter Bedstefaderens Død adopteres hun af sin
formentlige Fader, Greven, og tydeligt nok føres
af Andersen meget af hendes Vildskab og Mangel paa
Evne til at føje sig i god borgerlig Skik tilbage
til hendes østerlandske Blod, om hun end, omtrent
som hendes Samtidige, Fru Heiberg, skammer sig over
sin Afstamning.
I Andersens sidste større Roman At være eller ikke
være er Heltinden igen en ung Jødinde, Esther ved
Navn, og hun har her den Sendelse, at hævde Troen paa
højere aandelige Magter, en vis almen Religiøsitet,
overfor den mandlige Hovedpersons, Niels Bryde’s,
filosofiske Vantro. I den lille Historie Jødepigen
betegner Titelfiguren endnu engang religiøst Sværmeri
og Pligt-opfyldelse. Den stakkels Sara er Kristen i
sit Indre, om hun end ved et Løfte til sin Fader er
udespærret fra den kristne Menighed, og hun begraves
udenfor Kirkegaardens Mur. - Man tør imidlertid
formode, at naar Andersen i sine senere Aar paa det
nærmeste knyttede sig til nogle jødiske Familier,
det da snarere var det menneskeligt Imødekommende end
nogen særlig Fromhed hos dem, der her blev bestemmende
for ham.
Kun en Spillemand er blevet berømt, bl. A. fordi
Søren Kierkegaard aabnede sin Forfatterbane med et
heftigt Angreb paa Bogen, et Angreb, hvis Forfatter
vistnok var Romanens aandeligt meget overlegen, men
et Angreb, som er noget nær ulæseligt nu, medens
Kun en Spillemand den Dag idag lader sig læse. I
mange Enkeltheder har Kierkegaard visselig beholdt
Ret; men det bør engang siges, at hvad Hovedsagen
angaar, Spørgsmaalet om Geniets Evne til under alle
Omstændigheder at trænge igennem, havde han ren og
skær Uret, skønt Samtiden gav ham Ret. Han talte her
ud fra en personlig Selvfølelse, der var ophidset ved
Bogens Fremstilling af, hvorledes den store Begavelse
gaar til Grunde af Mangel paa Næring og Pleje,
men forøvrigt ud fra Overtro paa en Verdensorden,
der ikke lader noget Udmærket gaa til Spilde. Det var
Andersen, ikke Kierkegaard, som her var den frigjorte
Aand med det rette Livssyn, og det betyder intet,
at han i Øjeblikket overfor sin Modstanders skarpe
Vaaben kom til at ligge under.
Det var jo nemlig saare langt fra, at Andersen her
havde krævet Forkælelse for Heltens Geni. Han krævede
Undervisning og Opdragelse. Den fattige Skibsdreng
hos ham siger: «Jeg kender slet Ingen i den hele By,
som vil hjælpe mig. Musik vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
