Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
H. G. Andersen
«Hr. Greve, sagde Patronio, der kom tre Bedragere
til en Konge og sagde, at de var ganske fortrinlige
Mestere i at forfærdige Tøjer, og at de i Særdeleshed
kunde forfærdige et Slags Tøj, som kunde ses af
Enhver, der var Søn af den Fader, alle mente, han
havde, men aldrig af den, som ikke var Søn af den
Fader, man ansaa for hans. Kongen behagede dette
meget, da han tænkte, at han ved Hjælp af dette Tøj
kunde faa at vide, hvilke Mænd i hans Rige der var
Sønner af dem, som burde være deres Fædre, og hvilke
ikke, og da han saaledes kunde berigtige Meget i sit
Land; thi Morerne tager ikke Arv efter deres Fader,
uden at de virkelig er hans Børn. Derfor befalede
han at give dem et Palads, hvori de kunde arbejde.*
Det begynder ikke dumt, der er Lune i denne Historie;
men, tænker Andersen, vilde man benytte den paa Dansk,
maatte man rigtignok vælge et andet Paafund, mere
passende for danske Børn og for den bekendte nordiske
Uskyld. Og dernæst denne Konge; han staar her i
Fortællingen som en Brikke; hvorfor kommer Bedragerne
netop til ham? hvad er hans Beskaffenhed? er han
pragtlysten, er han forfængelig? Man ser ham ikke for
sig. Bedst var det, om han var en Nar af en Konge. Man
burde tegne ham, stemple ham med et Ord, et Mundheld.
«0g de sagde til ham, at han for at være vis paa,
de ikke bedrog ham, skulde lade dem indespærre i hint
Palads, indtil Tøjet var færdigt, og dette behagede
Kongen meget.»
t
De faar nu Guld, Sølv og Silke, udbreder, at Vævningen
er begyndt, bringer ved deres dristige Paapegen af
Mønster og Farve Kongens Udsendinge til at erklære
Tøjet for fortrinligt, og op-naaer saaledes tilsidst
Besøg af Kongen, der, da han mærker, han Intet ser,
«holder sig for død; thi han tror, at han ikke er
en Søn af Kongen, som han ansaa for sin Fader.»
Han roser da Tøjet overmaade, og alle gør som han,
indtil han en Dag i Anledning af en Fest iklædes de
usynlige Klæder; han rider da en Tur igennem Byen,
«og det var godt for ham at det var Sommer.» Ingen
saa Tøjet, men Enhver var bange for ved Tilstaaelsen
af sin Uformuenhed til dette Syn at blive ødelagt
og vanæret. Derfor blev denne Hemmelighed bevaret,
og Ingen dristede sig til at aabenbare den, indtil
en Neger, der passede Kongens Hest og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
