Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Paludan-Muller
175
bydende Maade, som vilde han overhøre enhver
Indvending. Dengang Saarede hans Ord mig, fordi det
ærgrede mig, at hine italienske Damer, af hvilke den
ene var en Ungdomsveninde af Prof. Brøchner, og som
begge visselig var meget for gode til at omtales paa
denne Maade, skulde saaledes gives til Bris for det
hele Chokolade-Selskab. Naar jeg nu tænker derpaa,
er det kun, fordi denne bidende Mistænksomhed synes
mig et Symptom paa den Sjælstilstand, af hvilken
Adam Homo er fremgaaet. Det var ingen Tilfældighed,
at Clara Galt blev en af Paludan-Mullers bedstlykkede
Personer.
Det var dog forholdsvis sjældent, at denne afvisende
Side af Paludan-Mullers Væsen kom frem; langt flere
Indtryk bevarer jeg af hans Væsens fyrstelige Finhed,
af det Kærlige og Omhyggelige hos ham. Hans Forhold
til hans meget ældre Hustru var den fuldendte
Ridderlighed og en lignende Ridderlighed prægede
hans Omgang med de ikke ret mange og med ydre
Fortrin ikke stærkt udstyrede Damer, der kom i
hans Hus. For smukke Kvinders Beundring og Smiger
var han som ældre Mand uimodtagelig. Jeg husker et
Tilfælde, hvor en udmærket smuk Dame, der endelig
engang opnaaede at sidde ved hans Side i et Selskab,
havde overvældet ham med oprigtigt mente Taksigelser
for hans Adam Homo, og hendes Beundring var ikke
ukritisk; thi hun fremhævede det Sted, hvor Adam
kører ind ad Kjøbenhavns Vesterport med sin Brud,
og Alma, som netop gaar ned ad Voldbakken, ser dem
komme, rødmer og slaar sin Parasol i Vejret, som det,
der havde gjort stærkest Indtryk paa hende:
Med Lynets Hast den lille Parasol
For Kinden og for Øjet op hun førte,
Og dækket af dens Skærm som af et Skjold
Hun skælvende nu Milles Udraab hørte.
Ned efter Vognen, som med Larm bortkorte, Hun længe
stod og stirred, stiv og kold, Saa drog hun Vejret
dybt, og langsomt fremad Igennem Porten ud hun vandred
hjemad.
Navnlig det Træk, at Alma slaar Parasollen i
Vejret, fremhævede Damen som et Bevis paa Digterens
Kendskab til Kvindenaturen. Men hun vandt just ikke
Paludan-Muller Yndest derved; thi Alt hvad han senere
om hende bemærkede til mig var: «Hun har vist gjort
en hel Del Fortræd i sine Dage.» Til Gengæld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
