Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Paludan-Muller
203
Han havde som hin græske Filosof kunnet føre Tilnavnet
Peisithanatos. Han hørte som den italienske Digter
Leopardi og 5om hans Samtidige og Landsmand Hans
Brochner til den lille jrruppe af Aander, man kunde
kalde Dødens Elskere. Da Christian Winther blev
gammel, skrev han et Digt, hvori han udtalte sin
Kærlighed til Livet og sagde, at han, naar engang
hans Time skulde slaa, vilde sætte sig «sur og tvær i
Charons Baad»; Paludan-Mtiller syntes lige omvendt,
som hin Adonis, om hvem ian skrev sit sidste Digt,
at ville raabe til Charon «Tag mig ned!» og før
Færgemanden skelnede, hvor Røsten kom fra, at rille
springe ned i Baaden.
Jeg taler ikke om hans personlige Tro som Menneske;
jeg red at han nærede Tro til et Liv efter Døden. Jeg
husker sndog, hvorledes han en Dag, da han havde
erfaret, at Strauss tiavde helliget sin afdøde Broders
Minde en Bog (iøvrigt med ien rørende Tilføjelse,
at han ikke havde kunnet tilegne ham logen i levende
Live, da dette vilde have skadet ham for meget) i >in
naive Rettroenhed opfattede dette som et Bevis paa at
Strauss kke helt kunde løsrive sig fra Forestillingen
om Sjælens personlige Udødelighed. Men jeg taler
her kun om Paludan-Muller som Aand, som Digter. Og
som saadan var det ikke Udødeligheden, men Døden,
han elskede. Hvor er Tithon træt, til Døden træt
af Livet! Med hvilken Alvor spørger ikke Kaianus
Alexander: K O tal, hvad er da mer end Døden?», med
hvilken Henrykkelse gemmer ikke Ahasverus sig i sin
lune Grav i det Øjeblik, da alle de andre Stakler
maa rejse sig af deres Grave, og med hvilken salig
Fryd gentager han ikke sit Omkvæd «0g ind i den evige
Hvile*!
Som Olding skrev Paludan-Muller sin store Roman Ivar
Lykke, der indeholder smukke Vidnesbyrd om hans varme
Fædrelandskærlighed og hans retsindige Tænkemaade, men
som iøvrigt er en barnlig Frembringelse uden digterisk
Værd. Den, der i tredive Aar havde levet som Eneboer,
kunde ikke skrive Romaner. Den kolossale tre Binds
Roman opvejes fuldstændigt af det lille Digt paa et
Ark med Titelen Adonis, som var hans sidste Ord til
den danske Læseverden. Det er en hedensk Forgudelse
af Døden. Træt af Venus og hendes urolige Glæder tyer
Adonis til Proserpinas Rige og hviler ud i den evige
Beskuen. Proser-pina siger kærligt til ham:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
