Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306 Søren
Kierkegaard
Regel, martrer den Elskede og sig selv, det er
Overensstemmelsen med Abrahams Særstilling eller
Modstykket til den. Mere ensartet vilde Tilfældet
være, hvis han ligesom Abraham ikke kunde tale, men
var henvist til Tavshed. Forskellen mellem ham og
Abraham er den, at Abraham ikke ved Synd blev «den
Enkelte», men ved at være Guds Udvalgte. Dog ved at
forstaa Havmanden gør vi et nyt Tilløb til at forstaa
Abraham.
Det tredje Bidrag er en jødisk Legende: Historien
om Sara og Tobias i Tobias’s Bog. Sara er den unge
Pige, der har været given til 7 Mænd efter hinanden,
som alle er omkomne i Brudehuset. Dette digtes
om: hun er en ung Pige, der aldrig har elsket,
men nu elsker Tobias af sit hele Hjerte. Dog er
hun ulykkeligere end Nogen, thi hun véd, at den
onde Dæmon, der elsker hende, vil dræbe hendes
Brudgom i Brudenatten. Det fremhæves, at en Digter
sikkert vilde lægge Alt an paa Tobias’s Heltemod,
at han vover sit Liv i en saa øjensynlig Fare, men
Sara opfattes dog af Forfatteren som en Heltinde
i langt større Stil paa Grund af hendes Tro til at
Vovestykket at ægte hende vil lykkes. «Thi hvilken
Kærlighed til Gud hører der dog ikke til for at ville
lade sig helbrede, naar man saaledes fra Begyndelsen
af er forkvaklet uden Skyld, fra Begyndelsen af et
forulykket Eksemplar af et Menneske! Hvilken etisk
Modenhed for at tillade den Elskede et saadant
Vovestykke! Hvilken Ydmyghed ligeoverfor et andet
Menneske!» Ligheden med Kierkegaards egen personlige
Sjælekamp ligger her lige paa Overfladen. Ved at
beundre Saras Tro til at den Elskede ikke ved sit
Bryllup vil miste Livet, er vi imidlertid saa nær
som muligt ved at beundre Abraham, der endnu i det
sidste Øjeblik saa’ sig om efter Vædderen, rede til
at ofre Isak, men dog bestandig haabende og troende,
at Gud vilde lade ham beholde Isak. Denne Sara er
fra Begyndelsen af stedt i den Vanskelighed, hvortil
Abraham i sin Alderdom kommer. At sige til Naturer som
Sara: «Hvorfor udtrykker Du ikke det Almene og gifter
Dig?> det vilde være en Spot; thi Saadanne Naturer er
efter Kierkegaards Begrebsbestemmelse «fra Grunden
af i Paradokset.» At hun alligevel vover Forsøget,
det beviser Styrken af hendes Tro.
Her staar vi ved Kierkegaards oprindelige Ideal af
Tro: Haabet ogsaa for dette Liv. Derfor hedder det
i hans Dagbog (I 420): «Havde jeg havt Tro, da var
jeg bleven hos hende», og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
