Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322 Søren
Kierkegaard
færdig til Verden, det berøver den Ikke heller en
Unze af dens Værd, at den har groet og vokset
paa naturlig Maade I Forfat terens Sind.
Første Del af Enten-Eller var stillet fristende
frem for Læseverdenen som et festligt dækket,
blomstersmykket Taffel, rigt besat med duftende og
krydrede Retter. De indledende Strøtanker var saa at
sige det Appetitbord, som var beregnet paa at vække
Nydelseslysten ved lette og pirrende Bagateller. Af
Alt, hvad Kierkegaard har skrevet, er Intet blevet
saa kendt som disse smaa glimrende og fantasifulde
Humoresker, der haardnakket er blevne eftergjorte i
enhver Bog, en af hans Beundrere har forfattet. I al
deres Korthed er de Mesterværker.
Under Indtrykket af sin aandelige Ufærdighed havde
Kierkegaard i et Brev fra Juli 38 skrevet disse Ord:
«Det jeg behøver er en Stemme, gennemtrængende som
et Lynceus-Blik, forfærdende som Giganternes Suk,
udholdende som en Naturlyd, af Omfang fra den dybeste
Bas til de mest smeltende Brysttoner, moduleret
fra den mest hellig-sagte Hvisken til Raseriets
ildsprudende Energi. Det er det, jeg behøver for
at faa Luft, for at faa udtalt det, der ligger mig
paa Sinde, for at faa Vredens og Sympatiens Indvolde
rystede.» Da disse Ord fem Aar efter forelaa trykte
blandt Enten-Eller B Strøtanker, indeholdt de snarere
en Bestemmelse af Forfatterens Evner end af hans
Savn. Ønsket var nøjagtigt gaaet i Opfyldelse. Den,
som da Ordene blev skrevne endnu havde fremlallet
og fremstammet sine Udbrud mod Andersen, havde i
Mellemtiden som Demosthenes øvet sig saa haardnakket,
at al Stammen var forsvunden og han havde naaet en
Veltalenhed af meget høj Art. Hans Stemme var som
den græske Talers bleven styrket i Ensomhed ved Raab,
der overdøvede Stormes Brag og Bølgers Brænding.
Man kan imidlertid være temmelig sikker paa, at Mange,
som da hine Aforismer kom ud, fandt dem vittige og
beundrede dem mest, kun forstod lidet af det, de selv
fandt saa ypperligt sagt, og det saa meget des mindre,
som der gennem disse Blade gaar en Bestræbelse for at
være pirrende og glimrende selv paa Forstaaelighedens
Bekostning. Udtrykket for mangen en Stemning, som
oprindeligt var følt, er ved den tilspidsede Stil
kommet til at se ud som en blot Ordmanøvre.
Tag f. Eks. følgende Diapsalma: <Jeg siger om min
Sorg, hvad Engelskmanden siger om sit Hus: min Sorg
is my castle.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
