Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
323
Mange Mennesker anser det at have Sorg for at være
en af Livets Bekvemmeligheder.»
Det Gaadefulde i den sidste Sætning forsvinder,
naar man af Dagbogen ser, hvad det er, Kierkegaard
har sløjfet for at tilstudse Sætningen til et
Paradoks. Begyndelsen lyder dér som i Enten-Eller;
saa følger imidlertid: «Men der er mange Mennesker,
som, naar de har Anledning til Sorg (o: bærer Flor
om Hatten), fordrer Deltagelse, ikke saa meget for
at lindre Sorgen, som for at man skal dægge lidt for
dem, som derfor i Grunden anser det for en af Livets
Bekvemmeligheder at have Sorg.»
Det lader sig forstaa; det forbavser mindre, men det
er sandt.
En anden af de berømte Strøtanker lyder saaledes:
«Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for
stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaa, det er for
anstrengende; jeg gider ikke lægge raig ned; thi enten
skulde jeg blive liggende, og det gider jeg ikke,
eller jeg skulde rejse mig op igen og det gider jeg
heller ikke. Summa Summarum: Jeg gider slet ikke.»
Det er yderst pudsigt sagt; naar det blot ikke klang
saa fordømt arrangeret! det ser ikke ud som det var
Alvor eller følt, men som en humoristisk Stilprøve,
nedskreven i Spøg. Man sammenligne nu den virkelige
Dagbogsoptegnelse i dens uforfalskede Naturlighed.
«Jed gider slet Intet. Jeg gider ikke gaa - det
anstrenger, jeg gider ikke lægge mig ned; thi enten
vilde jeg da ligge længe, og det gider jeg ikke, eller
jeg vilde rejse mig straks op igen og det gider jeg
heller ikke. Jeg gider ikke ride, det er for kraftig
en Bevægelse i Forhold til min Apati. Jeg gider blot
køre, mageligt, jævnt rystet lade en Mængde Genstande
glide forbi mig, dvæle ved ethvert smukt Parti blot
for at føle min Mathed . . .»
Hvor fuldstændigt føler man ikke her, at Ordene
er mente og ikke blot pudsigt sammenstillede for at
opnaa en Effekt; hvor tydeligt er det ikke her, at den
Skrivende er et Menneske med Kød og Blod og Nerver,
med et virkeligt Legeme og ikke som Æstetikeren i
Enten-Eller en skyggelignende Aand, der selv død
og begravet holder Foredrag for sine «Medbegravede>
i et opdigtet Rum og en opdigtet Tid!
Eller man tage dette aldeles barokke Udbrud:
«Det Uproportionerede i min Bygning er, at mine
Forben
21*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
