Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
324 Søren
Kierkegaard
er for smaa. Som Haren fra Ny-Holland har jeg
ganske smaa Forben, men uendelig lange Bagben. I
Almindelighed sidder jeg ganske stille; gør jeg en
Bevægelse saa er det et uhyre Spring til Forfærdelse
for alle dem, til hvem jeg ved Slægtskabs og Venskabs
ømme Baand er knyttet.*
Dette er mindst lige saa dunkelt som
morsomt. Forben! Bagben! hvad vil det sige?
I Dagbøgerne staar et Steds disse Ord (I. 230):
«Derfor er min Gang gennem Livet saa usikker,
fordi mine Forben (Forhaabninger o. s. v.) er i min
tidlige Ungdom blevne svækkede ved at overforceres.»
Og et andet Sted (L 337), hvor Aforismen er udkastet,
slutter Lignelsen om Haren fra Ny-Holland saaledes:
«I Almindelighed sidder jeg ganske stille i Øjeblikket
- gør jeg en Bevægelse, saa er det et uhyre Spring
. . . Jeg springer da hele den nærværende Tid,
det nærværende Liv, kort alt det Nærværende over -
og er fraværende futurisk.»
Det Uforstaaelige F3^ndsprog betyder altsaa
simpelthen: I min Ungdom spændte jeg mine jordiske
Forhaabninger for stærkt. De gik ikke i Opfyldelse,
de svækkedes; naar jeg nu handler, da sker det ikke
i Kraft af et jordisk, men af et himmelsk Haab, og
min Handling vækker derfor naturlig Forbavselse som
uforholdsmæssig med den Verden, hvori jeg lever.
Denne Betragtning passede efter sin Mening ikke
ind i Ny-delsesfilosofens Mund. Dog fremstilt i en
uforstaaelig men snurrig Form klang den bizart og
kunde passe ind hvorsomhelst.
XVII.
Strøtankerne glimrede som en Sværm af brogede og
pragtfulde Sommerfugle i Sollyset. Afhandlingen om
Mozarts Don Jucui, der fulgte, havde en Flugt som
Falkens, der stiger fra Jægerens Haand. Den bidrog sit
til den Lykke, Enten-Eller gjorde. Den aabenbarede for
første Gang Kierkegaards særegne Gave som Kritiker,
der kan betegnes som Evne til at forvandle Kritikens
Genstand til et Ideal i sin Art. Han savnede den
Begavelse at give et Værk eller en Personlighed den
rette Plads i det Hele, hvortil de henhører, og ikke
mindre den at benytte Genstandens Fortrin og Mangler
saaledes, at de hverken optælles efter hinanden eller
afvejes mod hinanden eller opsluger hinanden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
