Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
335
denne Udtalelse hans vildeste Haan og bringer ham,
hver Gang han mindes den, til i sande Lattervridninger
at begrave den under en Hagl af raadne Æg og et
Bombardement af ildelugtende Appelsiner.
Man høre blot Constantin Constantius fortælle om
hvorledes han møder sin Afdøde paa Gaden. Godt er det,
tænker han, for Pigerne, at de ikke skal begraves,
hver Gang de dør. En Afdød er ham en af de morsomste
Figurer, man kan træffe sammen med i Livet, hun yder
Alt hvad man med Billighed kan forlange af Bidrag
til det Morsomme. Hun dør af Elskov, det er vist,
thi hun har selv sagt det. Men skulde hun ikke derfor
kunne elske igen? Hvorfor ikke? Dersom man ellers kan
faa hende tillive igen. Da er hun jo et nyt Menneske,
og et nyt Menneske, et andet Menneske elsker atter
første Gang og deri er intet paafaldende. O Død,
udbryder han, stor er din Kraft; ikke det heftigste
Brækmiddel, ikke det stærkeste Afføringsmiddel kunde
virke saa udfejende!
Men her under Opførelsen af Den første Kærlighed
saa Kierkegaard netop ogsaa denne sin komiske
Yndlingssituation paa Scenen: den unge Pige,
som forsikrer ikke at kunne leve uden sin første
Kærlighed, Peer, og som i al Elskværdighed ti Minutter
senere rækker hans Efterfølger Poul Haanden med den
Forsikring, at det Tidligere var en Fejltagelse og
at først denne er hendes første Kærlighed. Derfor
Artiklens Ord: «Den dybe Ironi i Situationen ligger
da i Emmelines ubrødelige Trofasthed, der for ingen
Pris kan opgive Charles, da det vilde koste hende
Livet, saavelsom i Charles’s stigende Forlegenhed,
der ikke kan blive hende kvit.»
Men endnu et sidste Berøringspunkt var der mellem
Kierkegaard og Stykket af en egen og ganske
besynderligt uhyggelig Art. Hvad er nemlig hin
Charles, som Emmeline af pur Forblindelse ikke vil
opgive? Mon en naturlig Genstand for romantisk
Troskab? Nej. «Man faar næsten ondt, naar man
vil fæste Blikket paa den uendelig ferske Dumhed,
der er præget i hans Ansigt. Og dog er det ikke en
umiddelbar Dumhed, hans Blik har endnu et Sværmeri,
der i sin Fjollethed minder om en Fortid. » Det er af
pur romantisk Rettroenhed og Pjattethed, at Emmeline
ikke vil slippe ham. Men hvad har Kierkegaard med
denne latterlige Kumpan at gøre? vil man spørge. I
sin egen Skikkelse visselig mindre end intet. Men
Lidelseshistoriens Helt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
