Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
367
hed afgøres i Tiden ved Forholdet til noget Historisk,
der ydermere kun i Kraft af det Fornuftstridige
er historisk, skal og bør omdanne den Enkeltes
hele Liv. En Sandhed udenfor os gives der ikke;
thi Sandheden er Inderlighed, og da ingen mere
lidenskabelig Inderlighed lader sig tænke end
den, der hører til at ville.lade sit Liv for sin
Overbevisning, saa naaer han følgerigtigt til
Martyriet som Sandhedens egenlige Vidnesbyrd.
Men dette Kendetegn turde være et fuldt saa slet
som den enkelte Sætnings saglige Rigtighed. Uorden
er rund> det kan ganske vist siges af en Gal; men
Tusinder af Mormoner har med Heltemod opgivet Aanden
som Blodvidner for en af Taabeligheder sammensat
Religion. Der gives, idealt betragtet, ingen Splid
mellem det, som i og for sig er sandt, og det, som er
Sandhed for mig. Thi til noget i og for sig Sandt, som
ikke er det for vor Opfattelse, er det Menneskeaanden
umuligt at trænge ind. Hvad jeg da ikke kan undlade at
tænke uden at min Bevidsthed forstyrres og mit Væsen
kommer i Splid med sig selv, det er netop det, der
for mig som for Menneskeaanden overhovedet er det i
og for sig Sande. Til Paradokset er der ingen Plads.
For Kierkegaard fyldte det imidlertid snart hans hele
Synskres.
XXII
Jeg brugte det Udtryk, at hans Fornuft var døbt. Det
er neppe muligt kortere at betegne det Dogmatiske
i hans Undersøgelser. Den forbavsende Gave, han
besad til skarp og følgestreng Tænkning, anvendte
han udelukkende til at drage rigtige Slutninger ud
fra sine ubevægelige Forudsætninger, og den Uvilje
mod det Dogmatiske, som filosofisk-kritiske Anlæg
naturnødvendigt fører med sig og som han bestandig
bar paa, den ledede han, da Autoritetstroen forbød
ham at angribe Dogmer, udelukkende over paa det
Dogmatiske i Meddelelsesmaaden, hvilket han uafbrudt
gennemhegler og stempler som et ufejlbarligt Kendetegn
paa Aandløshed og Dumhed. Saaledes gik det til,
at han i et saa lidet dogmatisk Foredrag som muligt
formede et rent dogmatisk Indhold.
Vil man gøre sig hans Begrænsning klar, behøver
man blot at fæste Blikket paa hans Forhold dels til
Naturen dels til Historien i hans modnere Manddomsaar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
