Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
377
bænk, dissekere hende i levende Live, pine Sjælen
draabevis ud af hende», altsamnien Beskyldninger,
som var de staaende mod Kierkegaard selv.
Kierkegaard, som altid led af en brændende Lyst til
at svare, naar han blev angrebet, lod sig henrive
til en haanlig og bidende Artikel, som sluttede
med at betegne nogle Enkeltheder i P. L. Møllers
Brev som «et af disse væmmelige Corsar-Angreb paa
fredelige, respektable Mænd», og som i Henhold til et
(i og for sig paalidelig!) Rygte om P. L. Møllers
Medarbejderskab ved Corsaren, udtalte Ønsket om at
maatte blive udskældt i dette Blad, der hidtil i
høje Toner havde rost de Kierkegaardske Pseudonymer,
ja betegnet Victor Eremita som den, der «aldrig
dør». Artiklen kalder dette en Beskæmmelse og Tort,
der er vist Pseudonymernes Digter, og erklærer, at det
er «haardt for en stakkels Forfatter at staa saaledes
udpeget, at han er den eneste, der ikke udskældes
i Corsaren.* Denne Artikel undertegnede han Frater
Taciturnus og trak derved uklogt og uheldigt sin
Pseudonym fra den stille Verden, hvori han maatte
tænkes at leve, ud i Dagslyset.
Saa fulgte Fejden Goldschmidt contra
Kierkegaard. Corsarens Redaktør følte sig forpligtet
til at optage Handsken paa sin Medarbejders og egne
Vegne. Kierkegaard, der som Myndighedernes trofaste
Tjener og Soldat maatte anse Corsaren for en aldeles
vederstyggelig Foreteelse, har øjensynlig troet at
tilføje denne et dræbende Slag med sin Artikel. Han
har tænkt sig, at Goldschmidt, der havde udtalt sig
offenlig som hans største Beundrer, umuligt kunde
være bekendt nu at svare ham med Haan, ligesaa umuligt
kunde vedblive at rose ham, ikke heller kunde tie til
Udfordringen uden at miste sin Magtstilling, kort
sagt maatte tumle bag over ved Slaget. Som kyndig
Polemiker gik Goldschmidt imidlertid udenom alle de
Skanser, Kierkegaard havde opført, gik udenom sin Ros,
udenom hans Bøger, hans Vid, hans Verdensanskuelse
o. s. v. og lige løs paa hans private Person. Han
satte ham i Bladet, som han stod og gik paa Gaden,
med de tynde Ben, med de ulige lange Benklæder,
den spinkle Skikkelse og Paraplyen under Armen; han
lod ham tegne, ridende paa Ryggen af et Pigebarn,
som Frater Taciturnus, der «trænerer» sin Pige, og nu
fulgte et Par Maaneder igennem i Corsaren velskrevne
Smaa-Artikler om de Kierkegaardske Pseudonymer,
i hvilke Goldschmidt med stor Behændighed benyttede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
