Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Jens Paludan-Müller (1838–1864)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
508 Jens
Paludan-Muller
alene er sand. Allerede Dagen efter var en saadan
Scene fuldstændig som glemt af os begge.
Faa Grund af Faderens Embedsstilling beboede
hans Familie Nykjøbing paa Falster, den lille Ø,
hvor den Gang i det mindste Flertallet af Beboerne
hed Sidenius. Jeg ser for mig Familiens Hjem, den
store Skolebygning i Nykjøbing med de talrige tomme
Klasseværelser ovenover, gennem hvilke den gamle
Rektor, Historikeren Caspar Paludan-Muller, høj
°g svær hver Aften gjorde sin Runde med en Lygte
i venstre Haand og en tyk Stok i den højre. Han
beskyttede os alle mod Overfald af Røvere og Tyve,
som kunde skjule sig der. Af de Mennesker, jeg til
da havde set, lignede ingen mere end han «en stor
Mand». Han havde et Løvehoved med umaadelige Bryn. Der
stod en Respekt af ham, saa man næppe vovede at
tiltale ham først. Naar "vi vilde tage i Skoven, havde
Husets unge Døtre lange Samtaler, om hvem der vilde
paatage sig det Hverv at bede Fa’r om en Tilladelse,
der ikke altfor redebon blev givet. Tit dog ogsaa,
som forstod det sig af sig selv. Han var saa tunghør,
at en Tankeudveksling med ham var meget vanskelig. Han
brugte derfor Maaltiderne - og det var efter daværende
dansk Provinsskik vist 5 eller 6 om Dagen - til under
dem at læse Aviser og Bøger. Han var helt udenfor den
almindelige Samtale og meddelte overhovedet Indtryk
af en umaadelig Selvstændighed og et storladent Syn
paa de menneskelige Forhold. Han var en streng Mand,
men endnu mere en over os andre eksisterende Aand. Vi
var Børn for ham. I den første Uge af Sommerferien,
mens jeg saa mange Gange om Dagen sad ved hans
Side ved hans Bord, var det ham umuligt at huske
mit Navn, han kaldte mig snart Brandt, snart Brun,
snart Brandis, snart Behrend.
Først senere blev jeg for ham et bestemt Individ. Han
foretog en Dag en Køretur med Jens og mig; da vi
gjorde Holdt, lod han hver af os vidtløftigt udvikle
ham, hvad vi havde lært af Livet og Bøgerne, hvad vi
antog for Sandt og troede paa. Jens ’udfoldede med
Nervøsitet, Tungsind og spidsfindig Skarpsindighed sit
meget indviklede teologisk-historiske Grundsyn. Jeg
fremsatte med Munden mod Professorens Øre en hel
panteistisk Religion, som jeg under Anfægtelser,
der var alvorligere, end det skulde troes efter
mine Aar, havde formet mig, og som jeg ansaa for
uigendrivelig. Da vi begge var færdige, rejste han
sig fra Græsset, hvor vi havde siddet, stod der rank
med sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
