Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - I. Chateaubriand, Atala
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
28
Emigrantliteraturen
stamme og dømt til Døden paa Baalet; da fatter
Datteren af Stammens Høvding, Atala, Godhed for ham
og nærmer sig Stedet, hvor han staar bunden; han anser
hende først for den Jomfru, som førtes til Krigsfangen
i de sidste Timer før Dødsdommens Fuldb}Tdelse,
dog hendes Hensigt er ikke den at trøste ham, men om
muligt at befri ham. Han gribes af Elskov til hende,
opfordrer hende til at fly med ham og blive hans,
men hun vil det ikke, og han bliver, forsinket ved
hendes Modstand, anden Gang Fange. Allerede er han
kranset med Blomster, malet blaa og rød i Ansigtet,
smykket med Perler i Ørene for at brændes, da Atala
anden Gang flygter med ham. Bogens Hovedindhold er
Fremstillingen af denne Flugt, af Chactas’ Attraa
og Atala’s forunderlige Blanding af Lidenskab og
Tilbageholdenhed, som bringer hende til afvekslende
at være lutter Hengivelse og lutter Modstand. Hendes
Væsen opklares, da hun meddeler Chactas, at hendes
Moder, som blev forført af en Hvid, har ladet hende
kristne og har taget det Løfte af hende at forblive
ugift til sin Død. I sin Fortvivlelse over dette
Løfte og i sin Angst for ikke at kunne holde det,
tager Atala hemmeligt Gift og udaander i sin Elskers
Arme understøttet af en gammel Missionær, som optager
det unge Par i sin Hytte.
Man maa selvfølgelig søge til Fortællingen selv
for at faa det fulde Indtryk af, hvilken brændende
Lidenskab og hvilken lyrisk Flugt den har. Man kan
ligesaa lidt gennem Indholds-gengivelse og Citater
give en Forestilling om den Styrke, hvormed de
selsomme Naturomgivelser er malte. Men det er let
at paavise, hvorledes Chateaubriand fortrinsvis og
uvilkaarligt anvender en Blanding af det Rædselsfulde
og det Erotiske som Virkemiddel. I den egenlige
Elskovsscene er der ikke blot ødslet med Larm af
Klapperslanger, Hyl af Ulve, Brøl af Bjørne og smaa
Tigre som ledsagende Musik, men anvendt en Storm, der
bringer Skovene til at knage, og et uigennemtrængeligt
Mørke, nu og da sønderrevet af Lyn i Lyn, der antænder
en Skovbrand. Rundt om de Elskende brænder allerede
Granerne som Fakler ved deres Bryllup, Atalas Modstand
er ved at knækkes, da et advarende Lyn slaar ned lige
for hendes Fødder. Herefter er det, at hun tager Gift,
og i hendes sidste Ord til Chactas synes Lidenskabens
Skovbrand at fortsætte Branden i Naturen:
«Hvilken Kval, uophørligt at se dig ved min Side,
fjernt fra alle Mennesker i den dybe Ensomhed, og at
føle en uovervindelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
