Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - IV. René
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
René
51
Tungsind, hans Selvsyge, hans ydre Kulde og
tilbagetrængte indre Brand genfindes uden denne
ydre Foranledning hos en hel Skare af Aarhundredets
betydelige Aander og i en lang Række af fremragende
digteriske Karakterer (Tiecks William Lovell,
Friedrich Schlegels Julius, Byrons Korsaren,
Kierkegaards Johannes Forføreren, Lerraontovs Vor Tids
Helt}. Disse Træk udgør det fælles europæiske Stempel,
som Begyndelsen af det 19de Aarhundrede paatrykker
sine poetiske Helte.
Men hvad der præger René særligt som et Værk af
den begyndende Reaktion, det er det Sigte, hvorimod
Fortællingen er rettet og som den kun har tilfælles
med én af de nævnte Frembringelser, Kierkegaards
Johannes Forføreren: den er Led i et større Hele
af udpræget moralsk og religiøs Beskaffenhed; den
angives at være skrevet udelukkende for at advare
mod den Sjælstilstand, den skildrer, og for at vise
Kristendommens Herlighed og Uundværlighed som de syge
Sjæles Tilflugt. Den erklærede Hensigt med René er
nemlig, med Amélies Eksempel for Øje, at godtgøre
Nødvendigheden af Nonneklostrenes Genoprettelse,
da der kun i Klostret findes Frelse for visse
Forvildelser. Rigtignok strider den udtalte fromme
Tendens og det højst ufromme Indhold paa en lidet
opbyggelig Maade imod hinanden. Men ogsaa dette Træk
er typisk for Reaktionen og genfindes f. Eks. i
de første Dele af Kierkegaards Enten-Eller og
Stadier. Grundstemningen er overalt en vildt genial
Nydelsestrang, som tilfredsstilles ved at blande
Tanken om Død og Ødelæggelse, et vist satanisk Raseri
ind i den ellers saa blide og saa naturlige Følelse
af Lyst og Lykke. Det nytter da lidet, at der her som
i Atala paa rent udvortes Maade underlægges Værket
en afgjort katolsk, ja endog præstelig Tendens;
Understrømmen deri er en alt andet end kristelig,
ja alt andet end religiøs.
Men denne Understrøm, saa uren eller blandet den hos
den enkelte store Forfatter kan være, udspringer fra
en sjælelig Tilstand, der er givet med Menneskeaandens
store Revolution. Alle de Sjælssygdomme, som udbryder
under denne, kan opfattes som Udslag af to store
Begivenheder: Individets Løsgivelse og Tankens
Frigørelse.
Individet løsgives. Ikke længer tilfreds med at blive
paa det Sted, der er den Enkelte anvist, ikke nøjet
med at drage sin Fure paa sin Faders Mark, men løst
af alle Stavnsbaand og udfriet fra ethvert Vornedskab
føler Manden nu for første Gang
G. Brandes: Samlede Skrifter. IV.
4-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
