Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - VII. Constant, Om Religionen, Adolphe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Adolphe
85
og Overordenlige. Den Tvang, hvori han af denne Fader
holdtes, har givet ham utaalmodig Længsel efter Frihed
for de Baand, der trykker ham, og en stor Sky for at
paalægge sig nye Baand.
Saaledes udviklet indføres han ved et Hof, hvor Alt
er Ensformighed og Tvangsregler. Han lider under alle
de Platheder, han maa høre, han som fra sin tidligste
Ungdom af har næret en uovervindelig Afsky for alle
dogmatiske Sætninger og Formler:
«Naar jeg hørte Middelmaadigheden snakke
selvbehageligt om aldeles utvivlsomme, urokkelige
Grundsætninger paa Moralens, Vedtægtens eller
Religionens Omraader, der for den alle staar i lige
Linie, saa følte jeg mig drevet til Modsigelse,
ikke saa meget fordi jeg havde en modsat Mening, som
fordi jeg tabte Taal-modigheden over at maatte høre
paa saa massiv og kluntet en Vished. Uvilkaarligt
var jeg paa min Post overfor alle disse almindelige
Regler, der skulde gælde uden mindste Indskrænkning,
uden ringeste Tillempning. Dumrianerne ælter deres
Moral til en fast og udelelig Masse, saa den er ganske
ude af Stand til at gennemtrænge deres Handlinger og
stiller dem frit i alle enkelte Tilfælde.*
Han hævner sig for den Kedsomhed, han føler, ved
nt gøre sig lystig over sine Omgivelser og deres
Livsregler og faar derved snart Ord for letfærdig
Ondskabsfuldhed. Fortælleren billiger ikke selv sin
Spottelyst og sin Trods. «Men,» siger han, «jeg kan
til min Undskyldning anføre, at man behøver Tid til
at vænne sig til Menneskene, som de er, til det, som
Egennytte, Affektation, Forfængelighed og Fejghed har
gjort dem til. Den Forundring, man i den første Ungdom
føler over et saa kunstigt og saa vilkaarlig indrettet
Samfund, røber snarere et naturligt Sindelag end en
fordærvet Aandsretning. Dette Samfund har desuden
Intet at frygte af os: det tynger i den Grad paa os,
dets dumpe Indflydelse er i den Grad mægtig, at det
ikke behøver lang Tid til at omforme os efter det
almindelige Mønster. Vi undrer os da kun over vor
første Forundring, ligesom man tilsidst aander frit
i el menneskefyldt Rum, hvis Luft i første Øjeblik
neppe syntes En til at indaande.»
Disse Skærmydsler med indskrænkede Omgivelser kan
imidlertid ikke udfylde den unge evnerige Mand. Han
slæber paa sin Utilfredshed som paa en Kugle ved
Benet. Ligesom René og Obermann hører han til det
Slægtled af Sønner, hvem deres
Fædre ikke syntes at have levnet nogen Gerning
at udføre. Det
6*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
