Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I. Emigrantliteraturen - XII. Ny Betragtning af Antiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Betragtning af Antiken
157
i Gengivelse af Antiken som den, med hvilken Goethe
begyndte, men i alle de senere Fremstillinger af
græske Æmner findes ogsaa det samme Ideal af fredelig
og dæmpet Harmoni, som afløste den kraftige Retning.
Denne nye, germansk-gotiske Betragtning af Hellas er
den, i hvilken mine Læsere allesammen er opdragne og
som de har indsuget gennem Samtaler, gennem Aviser,
gennem Læsning af tysk og dansk Poesi og gennem
Besøg i Thorvaldsens Musæum. Det er den Opfattelse,
som hertillands gælder ikke blot for den danske og
den tyske, men for den eneste, den ubetinget sande.
Den Anskuelse, som jeg her vilde vove for første
Gang at udtale, er imidlertid den, at Winckelmann’s,
Goethe’s og Thor-valdsen’s Grækenland er næsten lige
saa ugræsk som Racine’s og Barthélemy’s i Den unge
Anacharsis. Thi medens Racine’s Stil er for salon-
og hofmandsagtig til at være græsk, er Goethe’s
og Thorvaldsens, der stemmer med Winckelmann’s
Kunstsyn, tiltrods for disse to store Mænds hele
Samtiden overstraalende Genialitet, for udrenset,
for vandklar og for kold til at være græsk.
Den Tid vil komme, tror jeg, da man ikke vil finde
Goethe’s Ifigenia synderlig mere græsk end Racine’s
Ifigenia; da man vil opdage, at den tyske Ifigenia’s
sædelige Værdighed er ligesaa tysk som den franske
Ifigenia’s gratiøse Finhed er fransk. Og saa staar da
kun det Spørgsmaal tilbage, om man er mest græsk, naar
man er tysk, eller naar man er fransk. Jeg véd vel,
at jeg løber Panden mod en Mur af germansk-gotiske
Fordomme ved at helde til den sidste Mening; jeg
kender den fastslaaede Overbevisning, at af de to
europæiske Kulturstrømme er den ene latinsk, spansk,
fransk, den anden græsk, tysk, nordisk, og jeg véd,
man lader sig bestikke af, at den tyske Poesi med
Goethe i Spidsen er antikiserende og tildels græsk, at
Tyskerne har havt Winckelmann, der opdagede Antiken,
og at de tyske Filologer har forklaret os Grækenland,
medens Frankrig derimod har havt Racine, der gjorde
de græske Halvguder og Helte til Hofmænd, og Voltaire,
der betragtede Aristofanes som en Gøgler.
Men dog har jeg, naar jeg i Anledning af de to
Ifigenier stillede mig selv det Spørgsmaal: Hvem
ligner Grækerne mest, Franskmænd eller Tyske? -
dog har jeg svart mig selv: de Franske.
Frankrig har en Folkeaand, der som Grækernes
aldrig er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
