Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208 Tysklands romantiske
Skole
til at opleve «en ny Bartholomæusnat for Tvangsvælde
og Fængsler, attraar en Fristat og i Anledning
af Anklagen mod Fichte for Ateisme bemærker:
«den vakre Fichte strider egenlig for os alle»
- ender med at prise Kongen som jordisk Fatum,
fordømme Protestantismen som revolutionær, prise
Pavens verdslige Magt og forherlige Jesuitismens
Aand. Fouqué, Ridderen uden Frygt og Dadel,
er tilsidst ikke andet end en Heldøre, der Don
Quijote-agtigt sværmer for Tilbageførelsen af
Lenstidens Tilstande. Clemens Brentano, engang
den overgivneste Poet, i Liv som i Digtning altid
paa Fejdefod imod al nedarvet Vedtægt, bliver
en hysterisk-synsk Nonnes enfoldige Skriver og
fylder fem Aar igennem hele Bind med Anna Katherina
Emme-richs Betragtninger. Zacharias Werner er en
Variant af den samme romantiske Type. Fra først af
er han Oplysningens Mand, gaar imidlertid hurtigt
over i sædelig Opløsningstilstand; han forherliger
først Luther, bliver saa Katolik og tilbagekalder
hin Forherligelse, bliver endelig Præst og forener
i sit Liv som i sine følsomt-skamløse Digtninge
og Prædikener den raaeste Sanselighed med gejstlig
Salvelse. - Eller hvad var han, den Steffens, der
stormede den romantiske Himmel, bragte Romantikens
Ild til Danmark og satte Sindene i saa voldsom
Bevægelse, at han blev tvungen til at forlade sit
Fædreland? En ærlig og blødagtig Natur med et Hoved
fuldt af Begejstring og Forvirring, lutter Følelse og
efterfølende Fantasi, uden Skarphed i Tanken og uden
Fylde eller Fynd i Stilen. Det er bogstaveligt umuligt
at læse hans saakaldte videnskabelige Skrifter fra
hans senere Tid; man drukner i tyndt Føleri og kvæles
af Kedsommelighed. «Naar han,» siger Julian Schmidt,
«foredrog Naturfilosofien fra preussiske Lærestole i
sit fejlfulde Tysk, slog hans matematiske Beregninger
ikke til og hans fysiske Forsøg uvægerligt fejl,
men han henrev sine Tilhørere ved den naivt barnlige
Andagt, der lyste ud af hans præstelige Foredrag.>
Naivetet fattedes i hine Dage sjældent en Nordbo. I
sin gode Tid havde Steffens en uskyldig Morskab af
paa naturfilosofisk Vis at genfinde Menneskesjælens
Kræfter i Stenene og menneskeliggøre Geologi og
Botanik. Men Julirevolutionen bragte ham rent fra
Viddet. Pietismen, i hvis Arme han i de sidste
tretten Aar havde befundet sig vel, og for hvilken
gamle tørre Dame han allerede havde brudt adskillige
Lanser, opflammede ham til at slutte sin lite-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
