Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - I. Romantikens Forberedelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220 Tysklands romantiske
Skole
staar, og de bekæmper ikke Livets Uret, men dets
Prosa. Forholdet mellem Samfundet og den geniale
Enkelte antager ikke her som i Frankrig Form
af en Kamp mellem Enkeltmands oprørske Frihed og
overleveret Samfunds-Nødvendighed, men Formen af en
Kamp imellem den Enkeltes Ønsker som Poesi, og Politik
og Samfundsregel som Prosa. Deraf den romantiske
Literaturs uafladelige Lovprisen af Evnen og Kraften
til at ønske, et Æmne, hvortil især Fr. Schlegel ofte
vender tilbage. Det er i Virkeligheden den eneste
udadgaaende Kraft, man har, Afmagten selv opfattet
som Kraft.
Man finder den samme Beundring for Ønsket
i Enten-Eller. «Det er derfor, at Aladdin
er saa styrkende, fordi dette Stykke har den
geniale, barnlige Dristighed i de mest forfløjne
Ønsker. Hvormange er der vel, der i vor Tid i Sandhed
tør ønske! osv.» Barnlighed og atter Barnlighed! Men
hvem kan undre sig over, at Ønsket, Religionernes
Moder og Daadløshedens Udtryk, blev Romantikernes
Stikord! Ønsket er da Poesi, Samfundet Prosa. Først
ud fra dette Synspunkt forstaas ogsaa Tysklands store
Digteres klareste og mest lutrede Værker. Goethes
Tasso med sin Kamp mellem Statsmand og Digter,
o: mellem Virkelighed og Poesi, sin Skildring
af Modsætningen mellem de to, der fuldstændiggør
hinanden og kun er ulige, «fordi Naturen ikke for
mede én Mand af dem begge*, er trods sin krystalklare
Form og sin forsagende Grundstemning et Foster af den
selvsamme lange Gæring, der afgiver den romantiske
Skole alle dens Gæringsstoffer. Wilhelm Meister har
ikke andet Æmne. Ogsaa dette Værk fremstiller den
langsomme, gradvise Forsoning og Sammensmeltning af
det drømte Ideal og den jordiske Virkelighed. Men kun
de største Aander formaaede at naa til denne Højde,
den store Skare af fremragende, men uklart stræbende
Aander blev staaende i indre Usamdrægtighed. Og
jo mere Poesien nu blev sig bevidst som Magt,
jo mere Digteren følte sig i sin Værdighed, og
Literaturen blev til en lille Verden for sig med
sine særegne Fag-Interesser, des mere antog Kampen
mod Virkeligheden den underordnede Form af Kamp
mod Spidsborgerligheden (se f. Eks. Eichendorffs
Skuespil Krieg den Philistern). Det bliver da ikke
Digtekunstens Sag at hævde det evigt Berettigede i
Friheden overfor de ydre Forholds Tyranni, den hævder
sig selv som Poesi overfor Livets «Prosa». Dette er
den germanske, den tysk-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
