Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - VII. Den til Lucinde svarende Virkelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den til Lucinde svarende Virkelighed
273
var ogsaa hans og levede værdig hendes
Kærlighed. Julius var den Fortrolige, han kendte
da nøje hvad der gjorde ham ulykkelig og dømte med
Strenghed om sit eget Uværd . . . Derfor trængte han
al Elskov tilbage i sit Inderste og lod Lidenskaben
rase, tære og brænde der; men hans Ydre var aldeles
forvandlet, og saa godt lykkedes det ham at give sig
Skin af den barnligste Ligefremhed og Uerfarenhed
og en vis broderlig Haardhed, som han paatog sig
for ikke at forfalde til Ømhed, at hun ikke fattede
den ringeste Mistanke. Hun var munter og livsglad i
sin Lykke, anede Intet og skyede altsaa Intet, men
gav sit Vid og sit Lune frit Spil, naar hun fandt
ham uelskværdig. Overhovedet rummede hendes Væsen
enhver Højhed og enhver Finhed, alt Guddommeligt og
alt Uopdragent, men det var formbestemt og kvindeligt
altsammen. Frit og kraftigt udviklede hun hver enkelt
Særegenhed, som var den kun til for sig alene, og dog
var den rige dristige Blanding af saa uensartede Ting
ikke forvirret; thi én Aand besjælede den, et levende
Pust af Harmoni og Kærlighed. Hun kunde i samme Time
efterligne en eller anden komisk Taabelighed med en
dannet Skuespillerindes Overgivenhed og Finhed, og
forelæse et storstilet Digt med den Værdighed, der
henriver i en ukunstlet Sang. Snart morede det hende
at glimre og skemte i Selskab, snart var hun helt
Begejstring, og snart hjalp hun med Raad og Daad,
alvorlig, beskeden og venlig som en øm Moder. En
ringe Begivenhed blev, ved hendes Maade at fortælle
den paa, saa underholdende som et skønt Æventyr. Alt
udstyrede hun med Følelse og Vid, hun havde Sans for
Alt, og Alt kom forædlet fra hendes formende Haand
og hendes sødt talende Læber. Intet Godt og Stort
var for helligt eller for almindeligt for hendes
lidenskabeligste Deltagelse. Hun forstod enhver
Antydning og besvarede endog det Spørgsmaal, som
ikke blev gjort. Det var ikke muligt at holde Taler
overfor hende, det blev af sig selv til Samtaler,
og under den stigende Interesse spillede paa hendes
fine Ansigt en altid ny Musik af aandfulde Blik og
elskelige Miner. Ja Blik og Miner troede man endog at
se, naar man læste hendes Breve, saa gennemsigtigt
og sjælfuldt skrev hun, hvad hun havde tænkt som
Samtale. Hvem der blot kendte hende fra denne Side
havde kunnet tro, at hun kun var elskværdig, at hun
maatte fortrylle som Skuespillerinde, og at der kun
fattedes hendes vingede Ord Versemaal og Rim for at
blive til en fin Poesi. Og dog viste den samme Kvinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
