Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XI. Romantisk Genfordobling og Sjælelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Romantisk Genfordobling og Sjælelære
339
sig om mig, er mine Jeg’er, og jeg ærgrer mig
over, hvad de gør og lader o. s. v.
1810: Hvorfor tænker jeg sovende og vaagen saa ofte
paa Vanviddet?
Det var en fast Forestilling hos ham, at hvor der
vederfares et Menneske noget Godt, dér lurer det
Onde i Baggrunden og lammer Virkningen af den gode
Vilje. Som han udtrykker det: Djævlen lægger sin Hale
paa Alt. Altid forfulgtes han, siger hans Biograf
Hitzig, af Anelsen om hemmelighedsfulde Rædsler,
der vilde bryde ind i hans Liv: Dobbeltgængere,
forfærdende Skikkelser af enhver Art. Naar han beskrev
dem, saa han sig ængstelig om, ja naar han arbejdede
om Natten, vækkede han ikke sjældent sin Hustru med
Bøn om hun vilde holde ham med Selskab, til han var
færdig. Han meddelte sine digtede Figurer sin egen
Spøgelsefrygt. Han tegnede sine Karakterer, «som han
selv var tegnet i Skabningens store Bog». Derfor
foretrak han ogsaa selv blandt sine Arbejder dem,
der enten giver de gyse-ligste Skildringer af
Vanviddet eller de mest aandeagtige Vrængbilleder,
som f. Eks. Brambilla.
Hans kunstneriske Virkemiddel, der snart blev til
Manér, er den skærende Modsætning, paa hvilken han
bygger sine Optrins snart skrækindjagende, snart
komiske Effekter. Fra det platteste Hverdagsliv bliver
vi pludseligt hensatte i en Verden af de vildeste
Vrænglader og de mest brogede, taskenspilleragtigt
skiftende Mirakler, indtil Alt begynder at svimle for
os og intet Forhold, ingen Art Liv, ingen Personlighed
mere synes os fast og sluttet. Man kommer stadigt i
Tvivl om man har at gøre med den virkelige Person
eller med dens Spøgelse, dens Spejlbillede, dens
Væsen i en anden Skikkelse eller anden Potens eller
endelig med dens fantastiske Dobbeltgænger.
I en lettere og mere overfladisk Fortælling fra
hans senere Aar Dobbeltgængeren ligner de to unge
Hovedpersoner hinanden saa meget, at den ene af dem
bestandig bliver taget for den anden; den ene bliver
saaret istedenfor den anden; den enes Forlovede kan
end ikke se Forskel paa dem o. s. v. Forveksling uden
Ende og rigelig Udnytten af Skrækken for Dobbeltgængen
er saaledes bleven mulig. Forstandsforklaringen er her
(omtrent som i Brentano’s Die mehreren Wehmåller)
hidtrukket ved Haarene, kun fordi Hoffmann for en
Afvekslings Skyld engang vilde gøre det Forsøg at
give en Forklaring. Den forklarer Ingenting: Hoved-
G. Brandes: Samlede Skrifter. IV.
22
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
