Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XI. Romantisk Genfordobling og Sjælelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340 Tysklands romantiske
Skole
sagen er for Hoffmann den fantastisk gyselige Effekt
som for Brentano den fantastisk-lystige. Kunstværdi
har Dobbeltgængeren ikke.
Dristigere og vittigere er Opfindelsen i Fortællingen
Meddelelse om Hunden Berganzas nyeste Skæbner. Her
forbliver det for det Første uafgjort, om Hunden ikke
er et forvandlet Menneske; den siger selv: «Naar Alt
kommer til Alt, er jeg virkelig Montiel, hvem den
Hundernaske, der skulde straffe ham, nu tjener til
Glæde og Moro.» For det Andet ser her endog Hunden
som Hund sig i dobbelt Skikkelse og føler sit Væsens
Enhed opløse sig: ^Undertiden saa jeg mig bogstavelig
ligge for mig som en anden Berganza, og det var dog
ligefuldt mig selv, og jeg var ogsaa den Berganza,
der saa den anden lide under Heksenes Næver, og den
gøede og knurrede af den, der laa der.»
Endnu større er Dristigheden, endnu vildere
Fantasteriet i Fortællingen Der goldene Topf. Her
er en grim gammel Ærte-kærling i Dresden tillige den
smukke Bronce-Dørhammer paa Arkivaren Lindhorsts Dør;
Dørhammerens Metalansigt fortrækker sig undertiden
til Kærlingens grinende Smil; desuden er hun den
fæle Fru Rauerin, Spaakvinde af Profession, og
den gamle rare Lise, der har været en kærlig Amme
for Fortællingens unge Heltinde; hun kan (ligesom
Spaakvinden i Dobbeltgængeren) pludseligt skifte
Dragt, Skikkelse, Udseende. Da hendes Afstamning
bliver opklaret, erfarer vi, at hendes Papa ikke er
andet end «en lumpen Fjerkost* til at støve af med,
taget af en Drages Vinge, og hendes Mama «en elendig
Runkelroe*.
Den tørre Arkivar Lindhorst, der kun synes at føle
sig hjemme i sin blomstrede Slobrok i sit Bibliotek
blandt gamle Haandskrifter, er tillige den største
Troldmand og fortæller pludseligt midt under en
almindelig Samtale de mest forrykte Ting, som var
de de naturligste af Verden. Han har, fortæller han
f. Eks., engang været usynlig tilstede i et Selskab,
ganske simpelt fordi han sad i Punschebollen. En anden
Gang tager han sin Slobrok af, stiger uden videre
ned i et Bæger fuldt af antændt Arak, forsvinder i
Flammerne og lader sig drikke.
Øjensynligt har HofFmann ved disse dobbelte og
tredobbelte Eksistenser, f. Eks. ved Arkivarens
Dobbelttilværelse som Registrator om Dagen og
Salamander om Natten, tænkt paa den dybe Modsætning,
der var mellem hans egen Embedsvirksomhed som Jurist,
som omhyggelig Kriminaldommer, der paa det Strengeste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
