Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XI. Romantisk Genfordobling og Sjælelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Romantisk Genfordobling og Sjælelære
341
holdt sig fra alt Skønaandsvæsen, og saa hans frie
Liv ved Nattetid som Konge i den uindskrænkede
Indbildningskrafts Rige, for hvilket Virkeligheden
som saadan slet ikke var til.
Det betydeligste Indtryk blandt alle Hoffmanns
Fortællinger gør dog Die Elixiere des Teufels. Lad os
et Øjeblik dvæle ved Helten i denne Roman, Broder
Medardus; thi denne Skikkelse er typisk. Det
er umuligt i Korthed at gengive denne Bogs
hemmelighedsfulde Gru; man maa selv læse den. En mere
rædsels- og vellystdrukken Bog har den romantiske
Skole, der dog saa tidt har forsøgt sig i denne
Retning, ikke frembragt: I et Kloster opbevares en
vel tilproppet Flaske med Djævle-Eliksir, der har
hørt til den hellige Antonius’s Efterladenskaber. Man
tillægger dens Indhold magiske Virkninger. En Munk,
der har drukket af den, faar derved en Veltalenhed,
der i kort Tid gør ham til Klosterets berømteste
Prædikant. Dog er denne Veltalenhed ikke from eller
sund, men af en verdslig, uhyggeligt betagende og
dæmonisk Art. Broder Medardus drikker af Flasken:
en dejlig Kvinde, hans Skriftebarn, forelsker sig i
ham, og Længslen efter det verdslige Livs Glæder og
Henrykkelser driver ham ud af Klosteret. Han træffer
en ung Mand, Grev Viktorin, slumrende i en Skov paa
Randen af en Afgrund, kommer halvt ved et Tilfælde
til at styrte ham ned og bliver nu af Alle antaget
for at være ham.
«Mit eget Jeg var blevet til et lunefuldt Tilfældes
grusomme Spil og flød hen i fremmedagtige Skikkelser,
svømmende uden Hold som paa et Hav af alle de
Begivenheder, der brusede ind over mig. Jeg kunde
ikke finde mig selv igen! Aabenbart blev Viktorin
styrtet i Afgrunden ved det Tilfælde, der ledede min
Haand, ikke med min Vilje - jeg træder i hans Sted.»
- Og ikke nok med dette Vidunderlige, han tilføjer:
«Men Reinhold kender Pater Medardus, Præsten i
Capucinerklostret, og saaledes er jeg for ham, hvad
jeg er. Ligefuldt kommer det Forhold til Baronessen,
hvori Viktorin staar, over mit Hoved, thi jeg er selv
Viktorin. Jeg er det, som jeg synes, og synes ikke
det, jeg er; som en uudgrundelig Gaade for mig selv
ligger jeg i Splid med mit eget Jeg.»
I sin egen Skikkelse træder Medardus nu i Forbindelse
med Viktorins Elskerinde Baronessen, der ikke mærker
noget til Forvekslingen. Betaget af verdslige Ønsker,
som han er, bliver
han elsket af alle Kvinder, svælger i
Sansenydelser og begaar
22*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
