Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIII. Længselen, den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Længselen, den blaa Blomst
389
med gule Prikker, et Par grønne Tøfler, en Nathue og
nogle Piber med lange Rør. Iført sin nye Herlighed,
røgende af den længste Pibe, han kan finde,
tilbringer han nogen Tid i stille Ørkes-løshed,
rykkende alle Kartoflerne og Grøntsagerne op
af sin Have og plantende Blomster i Stedet,
lyttende med Henrykkelse efter fjerne Jagthorns-
og Posthorns-Toner, hver Morgen ydmygt læggende sin
Buket paa et Stenbord, hvor hans Dame vil finde den,
indtil hun endelig forsvinder fra hans Synskres. Som
han en skøn Dag nu sidder alene med sin Regnskabsbog
og sin støvede Citer, falder en Morgenstraale fra
Vinduet netop blinkende over dens Strenge. «Det gav
en rigtig Klang i mit Hjerte. Ja kom kun, du tro
Strengeleg, vort Rige er ikke af denne Verden.* Saa
forlader han Regnskabsbog, Slobrok, Tøfler og Piber
for at vandre ud i den vide, vide Verden, først til
Italien. Døgenigten er nu den mest pudserligt kejtede
og barnagtige Mathis, man kan finde; sjæleligt talt er
han ti Aar gammel og bliver aldrig ældre. I enkelte
vanskelige Forhold, hvor hans Uskyld fristes, er han
kysk af Uerfarenhed, som en af H. C. Andersens Helte,
Improvisatoren eller O. T. Han aner aldrig, hvad
der hænder ham. Alt foregaar med ham uden Indgriben
fra hans Side. Omkring ham grupperer sig lutter
Personer, der driver ligesaa frie Bestillinger som
han, Malere, der rejser til Italien, en Kunstner,
der bortfører sin Dame, Musikanter, som drager fra
By til By, og Studenter paa Fodvandring, syngende
Studenterviser. Overfor dette søgende og flakkende
Liv tager det daglige sig selvfølgelig ud som en
evindelig Ensformighed. Da Helten kommer tilbage til
sin Fødeby, finder han den ny Rodemester i sin Dør,
iklædt den samme Slobrok med Prikker, de samme Tøfler
o. s. v. Det er Situationen i Heibergs Alferne mellem
Grimmemann og Mannegrimm. Efter hele sit Liv igennem
at have søgt sin blaa Blomst, finder han hende i sit
Hjem, og den første Henrykkelse skildres spøgende,
næsten i den Manér, H. C. Andersen senere slaar ind
paa, saaledes: «Jeg var saa vel tilmode over, at hun
snakkede saa muntert og fortroligt med mig; jeg havde
kunnet høre paa hende lige til Morgenstunden. Jeg var
saadan rigtig fornøjet i min Sjæl og trak en Haandfuld
Krakmandler op af Lommen, som jeg havde bragt med
fra Italien; hun tog ogsaa af dem, vi knækkede dem
og saa tilfredse ud i den stille Egn.»
Døgenigten er her en Repræsentant for den romantiske
Søgen
25*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
