Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIII. Længselen, den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390 Tysklands romantiske
Skole
og Higen, omtrent som hos os de unge Elskere er det
i Heibergs Ungdomsarbejder Dristigt vovet, halvt er
vundet og Pottemager Walter. Han er Talsmand for de
brødløse unyttige Kunster og den uendelige Længsel.
Den uendelige Længsel! Man fastholde dette
Ord; paa den er det, den romantiske Poesi er
bygget. Ogsaa i Danmark træffer man i et vist
Tidsrum den frie Vandrelyst og dens Længsel gjort
til Livskilden. Først Udve, saa Hjemve. Man tænke et
Øjeblik paa en Forfatter som Goldschmidt, hvis hele
Poesi i Virkeligheden har sin Oprindelse i Længsel,
i <sugende Savn» for at bruge et af hans egne
Yndlingsudtryk. Eller man gaa tilbage til Saadanne
Tvillingaander som Poul Møller og Christian Winther,
og man vil finde samme Retning og samme Forbillede.
Poul Møllers Type, det er Den krøllede
Frits. Bondedrengens Sang:
Farvel! min velsignede Fødeby, min Moders Gryde ryger
i Sky, min Faders Kvie gumler i Stald, min Søsters
Hane sover paa Hald, jeg vil løbe min Vej
indeholder lutter Udve.
Denne Sang vækker Vandrelysten hos den krøllede
Frits, og han begiver sig paa Vej for at opsøge «den
ubekendte Skønne*. Han finder først Marie, saa Sophie,
og ægte romantisk ender Fortællingen midti; thi denne
Flakken og Søgen kan fortsættes i det Uendelige,
saa længe den ungdommelige Længsel holder ud.
Den eneste egenlige Type, Chr. Winther har dannet,
det er Folmer Sanger i Hjortens Flugt Denne Skikkelse,
i hvilken Winthers Poesi er legemliggjort, er i Et og
Alt den romantiske Ubundethed som Person. Grundtemaet
er her den romantiske Uro og Søgen, Vilkaarlighed
og Længsel, Trangen til at strække sig frit under
Trækronerne og lytte efter Kildevældets Tale, til
ustadig og rastløs at vandre og flakke om under
Sang. Folmers sidste Vise er et sandt Romantikens
Program.
En fin elskværdig Sanselighed danner her det nye
varierende Element i Modsætning til den grovkornede
Sundhed og Drøjhed, som Poul Møller har givet sin
Frits med af sit Eget. Men mest betegnende er dette
romantiske Træk hos Poul Møller, netop fordi hans
Sundhed forøvrigt saa let bringer til at overse det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
